Kvaliteten af AMK-Vagtcentralen, ambulancepersonalet, ambulancen og overleveringen til hospitalet er helt i top. Det viser en undersøgelse, hvor 799 patienter har svaret.
Klik på billedet for download i større størrelse.
Kvaliteten af AMK-Vagtcentralen, ambulancepersonalet, ambulancen og overleveringen til hospitalet er helt i top. Det viser en undersøgelse, hvor 799 patienter har svaret.
93% af svarene fra patienter, viser at deres samlede indtryk af ambulancetransporten og personalet er enestående eller meget godt.
91% af patienterne er i høj grad tilfredse med ambulancepersonalets håndtering af situationen, og 89% mener, at ambulancepersonalet i høj grad viser omsorg overfor patienterne.
Roser til personalet
Disse flotte resultater kan læses i en pilotundersøgelse, som går forud for en større, samlet brugerundersøgelse af ambulancetjenesten i Region Midtjylland.
- Jeg vil straks sende roserne videre til det personale, som bliver vurderet så flot af patienterne. Det er meget, meget imponerende resultater, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S).
- Nu vil vi sammen med medarbejderne først glæde os over pilotundersøgelsen, og så bagefter nærlæse hvad patienterne har skrevet i kommentarfelterne. Jeg tror, at det er et af de steder vi kan finde inspiration til at blive endnu bedre, vurderer Bent Hansen.
Større undersøgelse til efteråret
Undersøgelsen er en forløber til en større undersøgelse, som skal indgå i kvalitetsvurderingen og akkrediteringen af den præhospitale organisation i Region Midtjylland jf. Den Danske Kvalitetsmodel.
Pilotundersøgelsen er gennemført i aftaleområderne Horsens, Randers og Holstebro, hvor der er driftsaftaler med henholdsvis Respons A/S og Falck A/S.
Den endelige undersøgelse bliver gennemført fra marts til maj 2012 og undersøgelsen ventes at blive offentliggjort i løbet af efteråret 2012.
Fakta og datagrundlag
• Præhospitalet som driver blandt andet AMK-Vagtcentral, helikopter, ambulancer, akutbiler og akutlægebiler har med hjælp fra statistikere i Folkesundhed og Kvalitetsudvikling gennemført en brugerundersøgelse i december 2011.
• Fra midten af november 2011 og tre uger frem blev 1398 ambulancepatienter spurgt, om de – når anledningen til at kalde på ambulancen var lidt på afstand - ville deltage i vurderingen af blandt andet personale og ambulancer i Region Midtjylland.
• Patienterne blev spurgt om forskellige ting fra tryghed og omsorg til information og inddragelse. Der er høj tilfredshed med alle områderne, f.eks. er kun mellem 1% og 6 % i mindre grad eller slet ikke tilfredse vedrørende spørgsmålene om ambulancepersonalet.
• Følgende patienttransporter er inkluderet i undersøgelsen:
• A: Akut, hastende og livstruende (Blå blink)
• B: Akut, hastende, men ikke livstruende (Blå blink)
• C: Ikke hastende ambulancebefordring (almindelig kørsel)
Flere oplysninger
• Regionsrådsformand Bent Hansen (S), tlf. 4031 3707 / Bent.Hansen@rr.rm.dk
• Falck A/S, regionsdirektør Gunnar Thykær, tlf. 8740 3900 / gat@falck.dk
• Responce A/S, Michael Sørensen, tlf. 5156 3526 / ms@midtonline.com
• Præhospitalet Region Midtjylland, Else Ammitzbøll,
tlf. 7841 4800 / Else.Ammitzboell@stab.rm.dk
• Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer.
• Region Midtjyllands pressevagt svarer alle hverdage
fra kl. 8 til kl. 17 på tlf. 7841 0666
Billede
• Billedet i toppen kan frit anvendes i forbindelse med omtale af denne pressemeddelelse.