Horsens Kommune og Hospitalsenheden Horsens holder på mandag temadag om vejen til, at kronisk syge kan tage ansvar for deres eget helbred.
Horsens Kommune og Hospitalsenheden Horsens holder temadag om vejen til, at kronisk syge kan tage ansvar for deres eget helbred.
Behandling derhjemme frem for på hospitalet. Det er, hvad et samarbejde mellem Horsens Kommune og Hospitalsenheden Horsens gerne skulle resultere i. Et af målene er at højne livskvaliteten for kronisk syge borgere. Midlet er teknologi.
For at øge kendskabet til, hvordan man udnytter de teknologiske muligheder optimalt holder Horsens Kommune og Hospitalsenheden Horsens mandag den 23. april kl. 14-17 en temadag om projektet ”På forkant med sundhed”.
Med denne temadag markeres opstarten af projektet, som skal løbe i fire år.
Som led i projektet har kommunen blandt andet på forsøgsbasis oprettet virtuelle akutpladser, hvor borgerne via en computer installeret i eget hjem kan kontrollere deres helbredstilstand.
Hospitalsenheden Horsens har de seneste to år opbygget erfaringer med at behandle patienterne på afstand via telemedicin. Resultaterne viser, at patienterne får en øget tryghed med teknologien og at de er meget tilfredse med de videokonsultationer, som de har med en sygeplejerske.
- Vi håber, at temadagen kan være med til at bane vejen for et forstærket samarbejde mellem kommunen og hospitalet og på sigt også de praktiserende læger. Erfaringer viser jo, at borgere med kroniske sygdomme hurtigere kommer sig, når de er hjemme i vante omgivelser. De får mere livskvalitet af at klare sig selv, og samtidig frigør det kræfter hos personalet i både det kommunale system og i sygehusvæsenet til at tage sig af de virkeligt plejekrævende borgere, lyder det samstemmende fra Karin Holland, direktør for Sundhed og Socialservice i Horsens Kommune og Lisbeth Holsteen Jessen, hospitalsdirektør i Hospitalsenheden Horsens.
På temadagen vil Tom Kibasi, direktør i McKinsey London fortælle, hvordan et tilsvarende forsøg – ”North West London Integrated Care Pilot” - fungerer i London.
Kjeld Møller Pedersen, der er professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet vil tale om, hvordan London-forsøget vil kunne fungere i Danmark.
Ældre- og Sundhedschef Tage Carlsen, Horsens Kommune, projektleder Gitte Kjeldsen, MedTech Innovations Center og ledende overlæge Thomas Hahn, Hospitalsenheden Horsens fortæller dernæst om Horsens-projektet ”Horsens på forkant med sundhed”, hvorefter borgmester Jan Trøjborg gør rede for fremtidige perspektiver.
Temadagen er for politikere og fagfolk inden for området.
Interesserede journalister er meget velkomne i at deltage i temadagen, som finder sted i GreenExpo, Langmarksvej 53, Horsens.
Få mere at vide hos udviklingskonsulent Malene Storgaard Jensen, Horsens Kommune på tlf. 76 29 35 29 eller projektleder Gitte Kjeldsen MedTech Innovations Center tlf. 21 27 12 95.