På Aarhus Universitetshospital skal specialiseret udredning og behandling forbedre prognosen for patienterne


På Aarhus Universitetshospital skal specialiseret udredning og behandling forbedre prognosen for patienterne

Tid er vigtig for den syge hjerne. Når der er mistanke om, at en patient har en blodprop i hjernen (akut apopleksi), så kører ambulancen fremover patienten til en neurologisk specialafdeling på Regionshospitalet Holstebro eller Aarhus Universitetshospital, der begge tilbyder blodpropopløsende trombolysebehandling eller kateterfjernelse af blodproppen.

Den nye organisation skal sikre at flere kan modtages til akut behandling, hvilket vil forbedre prognosen og mindske følgevirkningerne af sygdommen.

Ambulancepersonalet har modtaget undervisning, så de er bedre i stand til – i samarbejde med trombolysevagten på en af de to special-afdelinger – at afgøre om, der kan være tale om apopleksi, og hvordan indlæggelserne skal foregå.

Hidtil er patienter med symptomer på blodprop i hjernen også blevet modtaget ved regionshospitalerne i Randers, Viborg og Horsens, men nu skal en specialiseret udredning og behandling på de neurologiske afdelinger sikre, at flere patienter i Region Midtjylland overlever sygdommen uden større handicap, og at patienterne får færre behandlingskrævende komplikationer i forløbet. De nødvendige røntgenundersøgelser foretages samme dag patienten indlægges i samarbejde med røntgenlæger, og dermed kan behandlingen skræddersyes til den enkelte patient og risikoen for en efterfølgende ny blodpropsepisode forebygges effektivt.

Den hurtigere udredning betyder, at nogle patienter kan undersøges, behandles og udskrives allerede samme dag, mens patienter med mere komplicerede tilstande vil blive indlagt. Samarbejdet om patienter der har brug for rehabilitering bliver optimeret, så der ikke opstår ventetider til rehabiliteringshospitalerne.

Denne effektivisering får stor betydning for et hensigtsmæssigt forløb, som kan iværksættes straks patienten er klar til at komme i gang med genoptræningen

Der er oprettes samtidig en TCI-klinik på Hospitalsenhed Midt i Viborg for patienter med behov for udredning ambulant – en klinik, hvor patienter, der har haft TCI (forbigående blodprop i hjernen - advarselssymptomer på apopleksi) for mere end 2 døgn siden, vil blive undersøgt og behandlet indenfor 2-5 dage.

Den nye organisering af behandling af akut apopleksi er en konsekvens af Region Midtjyllands omstillingsplan for Sundhedsvæsenet fra 2011 og betyder, at man både udvikler og sparer penge på én og samme tid.

Den nye model bygger på erfaringer fra Aarhus Universitetshospital og fra et samarbejde mellem Aarhus Universitetshospital og Aarhus Kommune om behandling af apopleksipatienter med udgående apopleksiteams til eget hjem.

- Alle regionens borgere vil nu få et ensartet tilbud af den højeste faglige kvalitet. Region Midtjylland har allerede gode resultater med behandlingen af apopleksi, siger Inger Schaumburg, der er centerchef ved Hoved-Neuro-Centret på Aarhus Universitetshospital og har været med til at stå i spidsen for omlægningen.

En opgørelse fra 2010 fra det Nationale Indikator Projekt viser f.eks., at 30-dages dødeligheden for patienter, der er behandlet på Aarhus Universitetshospital, er næsten 50 % lavere end landsgennemsnittet.

Den storstilede omorganisering betyder også, at hospitaler, kommuner og praktiserende læger i hele regionen skal arbejde sammen på nye måder. Patienter med behov for genoptræning sendes tilbage til det lokale hospital, hvor der er sengepladser til genoptræning, og hospitalerne har udgående apopleksi-team, som kan hjælpe med intensiv genoptræning i patientens eget hjem og sørge for en god overgang til genoptræning i kommunen.

Genoptræningen kommer til at være sammenhængende med den akutte behandling – og det vil patienterne opleve som en stor forbedring. For de patienter, som har brug for meget eller højt specialiseret hjælp, vil der som hidtil, være tale om indlæggelse på rehabiliteringsenhederne i Hammel, Skive og Lemvig.

Omlægningen betyder en helt ny måde at organisere først og fremmest behandlingen af patienter med mistanke om blodprop i hjernen på, men også organiseringen omkring behandling af andre sygdomme i hjernen indgår i ændringerne.

Omlægningen betyder, at Region Midtjylland følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger for, hvordan voksne med erhvervet hjerneskade skal behandles.


Yderligere information

  • Centerchef Inger Schaumburg, tlf. 7846 1605 / 3092 2451.
  • Professor, overlæge Grethe Andersen, Neurologisk Afdeling, tlf. 7846 3294 / 2876 9009