Mange af de patienter, der træder ind ad døren til det danske sundhedsvæsen har ikke kun én, men flere kroniske sygdomme, også kaldet multisygdom. Det viser helt nye analyser fra den landsdækkende befolkningsundersøgelse ’Hvordan har du det?’




Mange af de patienter, der træder ind ad døren til det danske sundhedsvæsen har ikke kun én, men flere kroniske sygdomme, også kaldet multisygdom. Det viser helt nye analyser fra den landsdækkende befolkningsundersøgelse ’Hvordan har du det?’<

Den nye viden præsenteres på national konference om Multisygdom den 14. maj.

En ny analyse viser, at en stor del af de patienter, der er i længerevarende berøring med sundhedsvæsenet, har flere kroniske sygdomme, også kaldet ”multisygdom”.

To, tre, fire eller flere sygdomme
Fx har 92 procent af patienterne med rygerlunger (KOL) mindst to kroniske sygdomme, mens 58 procent har fire eller flere sygdomme. 87 procent af diabetespatienterne har mindst to kroniske sygdomme, men 44 procent har fire eller flere sygdomme. Blandt patienter med hjertekarlidelser har 92 procent mindst to kroniske sygdomme, og 56 procent fire eller flere. Når det gælder mennesker med vedvarende psykisk sygdom har 91 procent mindst én anden kronisk sygdom, mens 51 procent har fire eller flere.

I undersøgelsen er der spurgt til i alt 18 langvarige sygdomme, som spænder fra allergi og forhøjet blodtryk til kræft og depression.

Analysen er udarbejdet af seniorforsker Finn Breinholt fra CFK,
Folkesundhed og Kvalitetsudvikling i Region Midtjylland på baggrund af data fra landets fem regioner. Han fremlægger tallene på den nationale konference om multisygdom, som foregår i Horsens den 14. maj. Bag konferencen står Danske Regioner, Sundhedsstyrelsen og Region Midtjylland.

Sundhedsvæsenet skal geares til multisyge
Ifølge Finn Breinholt lægger de nye tal op til, at sundhedsvæsenet i langt højere grad tager højde for multisygdom.

- Tallene viser, at det er mere reglen end undtagelsen, at de patienter, som sundhedspersonalet møder, har mere end én kronisk sygdom. Det er en stor udfordring, når sundhedsvæsenet langt hen ad vejen er bygget op om behandling af enkeltsygdomme.

- Behandling af mennesker med flere sygdomme er kompleks og kræver samarbejde mellem flere specialer. Derfor er det et vigtigt formål med konferencen at udvikle idéer til, hvordan man i højere grad kan tænke multisygdom ind og geare sundhedsvæsenet, så man også kan sikre patienter med flere sygdomme den bedst mulige behandling, fortæller Finn Breinholt, der forsker i multisygdom.

Konsekvenser af multisygdom
Multisygdom stiller store krav til den enkelte patient, der skal indgå i flere forebyggelses-, behandlings- og rehabiliteringsforløb. Derfor er det en udfordring at tilpasse og optimere den samlede behandling i forhold til, hvad patienterne selv ønsker og formår.

Konsekvensen af multisygdom kan være øget risiko for fejlmedicinering, længere indlæggelsestid og flere genindlæggelser. For mange patienter betyder det, at de både fysisk og psykisk får sværere ved at fungere i dagligdagen, de kan få nedsat livskvaliteten og der er en øget risiko for fx depression. Samlet set er der en forhøjet dødelighed for multisyge.

Konferencen er åben for medier
Konferencen om multisygdom har fokus på såvel udfordringerne ved multisygdom som mulige løsninger. To internationale forskere fra henholdsvis Canada og USA giver deres bud på, hvordan man kan håndtere multisygdom, og om eftermiddagen arbejder deltagerne i en række workshops med at udvikle bud på, hvordan vi i Danmark kan blive bedre til at hjælpe patienter med multisygdom.


Flere informationer
  • Kontaktinformationer på alle regionsrådets medlemmer