30-05-2012
En hård økonomisk opbremsning gav både store udfordringer og mange forandringer i 2011. Nu ligger årsrapporten klar og den viser, at en kæmpeindsats af Region Midtjyllands personale har virket: Der er igen styr på økonomien. 2011 endte endda med overskud.
Hvert forår summer Region Midtjylland anstrengelserne i det forgange år op og beskriver dem i en årsrapport. Årsrapporten for 2011 er netop offentliggjort og den viser, at der igen er balance mellem regionens indtægter og udgifter. Faktisk har Region Midtjylland i 2011 præsteret et samlet overskud på 337 mio. kroner.
Overskuddet kommer efter flere økonomisk set trange år. I 2011 blev der fx gennemført besparelser for 513 mio. kr.
- Det er imponerende, at det har ladet sig gøre at vende en truende økonomisk situation på få år, og jeg har kun ros til overs for de ansatte, som har ydet en imponerende indsats, siger fungerende regionsrådsformand Bente Nielsen (SF).
- Overskuddet er velkomment. Også selv om det ikke er voldsomt stort, set i forhold til et samlet budget på 25 mia. kr. Vi har god brug for at få afbetalt gæld, lige som vores kassebeholdning ikke er prangende, siger Bente Nielsen.
26.600 medarbejdere
I årsrapporten kan man se, at der fra 2010 til 2011 er blevet 612 færre medarbejdere i Region Midtjylland. Det svarer til et fald på 2,2 %, så der nu er 26.600 ansatte inden for sundhed, social og specialundervisning, Regional Udvikling, administration og andre fælles formål.
Tilfredse patienter og medarbejdere
Blandt de gode nyheder anno 2011 er tilfredsheden blandt Region Midtjyllands patienter og medarbejdere. For tredje år i træk er tilfredsheden, blandt de midtjyske patienter, landets højeste.
I en anden undersøgelse giver Region Midtjyllands medarbejdere udtryk for, at de opfatter deres arbejdsplads som landets bedste. En fornem vurdering som Region Midtjylland deler med Region Nordjylland.
Mindre vikarudgifter
Region Midtjylland oprettede i 2009 egne interne vikarbureauer på sundhedsområdet. Formålet var at sikre vikarpersonale, som kender de enkelte hospitaler og samtidig spare på udgifterne til eksterne vikarer. Det har vist sig at være en rigtig god ide: Fra 2010 til 2011 er vikarudgifterne på regionens hospitaler faldet med i alt ca. 54 mio. kr.
Myndighederne rykkede tættere sammen
2011 var året, hvor samarbejdet mellem psykiatrien i Region Midtjylland, politiet, de kommunale sociale myndigheder og Kriminalforsorgen for alvor tog fart. Mange sager fandt vej til det ubureaukratiske netværk, der har til formål at finde gode og hurtige løsninger i vanskelige, konkrete borgersager. Samarbejdet behandler sager, hvor borgeren ikke entydigt hører til hos en af parterne.
Danmarks bedste hospitaler
På trods af den enorme fusion af Aarhus Sygehus og Skejby fastholder Aarhus Universitetshospital sin førerposition blandt hospitalerne i Danmark. Fagbladet Dagens Medicin kårede i 2011 Aarhus Universitetshospital som landets samlet set bedste hospital. Hospitalet blev indenfor 21 lægelige specialer kåret som landets bedste - og samtlige 36 specialer lå i top tre.
Inden for de enkelte specialer tog Viborg førstepladsen i karkirurgi, Horsens var bedst inden for lungesygdomme, mens Risskov var bedst inden for børne- og ungdomspsykiatri.
Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center blev i 2011 kåret som Danmarks bedste hospital inden for børne- og ungdomspsykiatri af Dagens Medicin.
Flere tal på aktivitet
- På regionens egne somatiske hospitaler er der blevet behandlet godt 3 % flere borgere end året før – både fra Region Midtjylland og andre regioner.
- De somatiske hospitaler præsterede i 2011 at yde 1.653.195 ambulante behandlinger og 260.030 patienter blev udskrevet.
- Borgerne har modtaget mere end 16.107.000 ydelser fra de almene læger, 2.108.000 ydelser fra speciallæger og næsten 4.821.000 ydelser hos fysioterapeuter.
- Det samlede antal sengedage på de psykiatriske sengeafdelinger var i 2011 på i alt 169.187 sengedage. Samlet svarer det til en belægning på gennemsnitlig 90,4 % af de normerede 513 sengepladser i Psykiatrien.
- I 2011 har der været en lille stigning i udnyttelsen af de regionale sociale tilbud og et fald i anvendelsen af aktivitetstilbud. Belægningsprocenten for de forskellige former for bo- og døgntilbud har været 101 %. Belægningsprocenten for aktivitetstilbud m.v. har været 96 %.
Der er mange flere tal i årsrapporten som ligger til download på Region Midtjyllands hjemmeside
Flere oplysninger
Spørgsmål vedr. årsrapportens indhold
Fungerende formand for regionsrådet Bente Nielsen (SF),
tlf. 8682 2291 / 4019 8682 / 2925 9912 / bente.nielsen@rr.rm.dk
Find kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer.
Spørgsmål vedr. årsrapportens tal og metode
Økonomidirektør Per Grønbech, tlf. 7841 0400 / pergro@rm.dk
Region Midtjyllands pressevagt svarer alle hverdage fra kl. 8 til kl. 17 på tlf. 7841 0666