20-06-2012

Efter en offentlig høringsfase og en række justeringer kunne Regionsrådet for Region Midtjylland onsdag endeligt vedtage den regionale udviklingsplan, RUP’en. Den er blevet til i et samarbejde mellem regionen og de 19 kommuner og beskriver den ønskede udvikling frem mod år 2030.

Nu er den, som den skal være. Onsdag kunne Regionsrådet for Region Midtjylland nikke ja den regionale udviklingsplan – den strategi, som regionen og de 19 kommuner har lavet om, hvordan de vil gribe de kommende års vigtigste samfundsudfordringer an.
RUP’en beskæftiger sig med klimatilpasning, miljø og energi, uddannelse, byer, landskaber, mobilitet, erhverv/turisme, kultur og sundhed.
En del af indsatsområderne går igen fra den første RUP, som blev indført sammen med kommunalreformen i 2007, men indholdet i dem er blevet væsentligt skærpet og meget mere målbart, fortæller Bente Nielsen, fungerende regionsrådsformand.
”Det har været vores ambition at nå at godt stykke videre med denne andengenerations-RUP. Ikke mindst fordi vi nu kender hinanden meget bedre, end vi gjorde for fire år siden, hvor hele konstruktionen var ny, og rollefordelingen skulle prøves af i praksis. Denne gang har vi fra starten haft et tillidsfuldt samarbejde med respekt for hinandens synspunkter, synes jeg. Den RUP, vi står med nu, har både retning og kant, og det bliver spændende at være med til at realisere den”, siger Bente Nielsen.

Klima i fokus
Et område, som denne gang har fået særlig opmærksomhed, er klimatilpasning. Det har det, fordi udfordringen med stigende vandstande, monsterregn og risiko for forurening af
grundvandet vil kræve langsigtede løsninger, der går på tværs af kommunegrænserne og derfor kalder på større samarbejder.
Det samme gør udfordringen med at forberede skiftet fra fossile brændsler til mere klimavenlige energiformer.

Bæredygtighed
Når der i RUP’en står, at bæredygtighed er et gennemgående tema, betyder det blandt andet, at kommunerne og regionen vil tage ligeværdige hensyn til sociale, miljømæssige og økonomiske forhold, når de eksempelvis skal vælge en leverandør eller opføre et byggeri.
På uddannelsesområdet vil regionen og kommunerne sikre en anerkendelse af, at alle borgere har talenter og får mulighed for at bringe dem i spil.
Og på sundhedsområdet vil de sammen sikre, at sundhedsvæsenet understøtter den enkeltes indsats for en sund livsstil, såvel fysisk som mentalt. Eksempelvis anbefaler regionen og kommunerne, at alle arbejdspladser tager stilling til sundhedsfremme f.eks. ved at tilbyde sund mad i deres kantiner.
Dermed får RUP’en indflydelse på alle borgere i regionen, hvad enten de er børn, studerende, medarbejdere, erhvervsdrivende, patienter eller pensionister.


Se den regionale udviklingsplan på www.rup2012.rm.dk
Se baggrundsmateriale til RUP’en


Flere oplysninger:

Bente Nielsen, fungerende formand for
Regionsrådet i Region Midtjylland
Telefon: 4019 8682 / 2925 9912
E-mail: bente.nielsen@rr.rm.dk

Anders G. Christensen, formand for
KKR Midtjylland og medlem af
byrådet i Favrskov Kommune
Telefon: 2022 9806
agc@favrskov.dk

Gert Schou, medlem af regionsrådet
og formand for udvalget
vedrørende regional udvikling
Region Midtjylland
Telefon: 2011 2923
gertschou@rr.rm.dk

Dorthe Selmer, vicekontorchef
Regional Udvikling
Region Midtjylland
Telefon: 7841 1140
dorthe.selmer@ru.rm.dk

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne