Aarhus Universitetshospital kan nu tilbyde nogle af hospitalets dårligste patienter langt bedre forhold i ombyggede og renoverede arealer i hjertet af de gamle hospitalsbygninger i Nørrebrogade.

Patienter, der indlægges på det intensive afsnit, og patienter, som skal gennemgå fx en maveoperation eller en rygoperation, får glæde af de forbedrede fysiske rammer. Også akutte patienter, som hurtigt skal skannes eller transporteres videre til operation, får gavn af det store ombygningsprojekt, som netop er afsluttet.

Det var et krav fra Arbejdstilsynet om væsentlige ændringer af arbejdsmiljøet, der sammen med et behov for fysiske rammer, som bedre understøtter den meget intensive overvågning og behandling af kritisk syge patienter, der gjorde det nødvendigt at bygge om og renovere.

Og onsdag d. 27. juni 2012 kan Abdominalcentret og Akutcentet så sammen fejre afslutningen på byggeprojektet til knap 100 mio.kr.
Den store, centrale operationsgang og Intensiv Terapi Afsnit (ITA) er renoveret. Der er også opført et nyt afsnit til forberedelse af patienter til operation og observation af nyopererede. Og så er der bygget nyt til at rumme en CT-skanner i forbindelse med modtagelsen af traumepatienter. Endelig er der opført en ny, stor elevator, der bruges til at transportere patienter, som har været udsat for et traume.

Helende omgivelser
I det nye Intensiv Terapi Afsnit vil patienterne kunne opleve, at der er arbejdet meget med at få farver, kunst, lys og lydforhold til at spil-le sammen på en måde, så omgivelserne kan bidrage til patienternes velvære og helbredelse. Kunstneren Mads Gamdrup står bag det spændende resultat, som er støttet af Statens Kunstfond, Købmand Herman Sallings Fond, Aarhus Stiftstidendes Fond og Phillips.

Invitation til indvielse
Abdominalcentret og Akutcentret inviterer til en markering af afslutningen på byggeprojektet

Onsdag d. 27. juni 2012, kl. 13.45 -15.30
Aarhus Universitetshospital,
Nørrebrogade 44, bygning 7 I, 2. sal

Rundvisning kl. 13.00
Pressen er velkommen til at deltage i en rundvisning, der er arrangeret for en mindre gruppe af gæsterne, inden selve indvielsen. Ved rundvisningen bliver der lejlighed til at se og høre om de helende omgivelser, arkitekter, kunstner og håndværkere har forsøgt at skabe.
Rundvisningen finder sted kl. 13.00 med start i Intensiv Terapi Afsnit, ITA, bygning 9, 1. sal.

Yderligere oplysninger

  • Centerchef Ove Bast Andreasen, Abdominalcentret, tlf. 7846 1625


Fakta om ”PRÆ-FAME” byggeprojektet

”Præ-FAME-byggeprojektet” er samlebetegnelsen for en række delprojekter, som blev iværksat i 2009 med det formål at forberede det daværende Århus Sygehus fysisk på at kunne samle arbejdet omkring den akutte patient i akutafdelingen. Den blev tidligere benævnt Fælles Akut Modtagelse – forkortet FAME.

Projektet peger hen imod samlingen af Aarhus Universitetshospital i Skejby, og vil gøre det muligt at samle erfaringer om arbejdsgange og fysiske rammer, der kan lette overgangen til denne sam-ling. Der er tale om en række delprojekter som indbyrdes hænger sammen, og er hinandens forud-sætninger.

Præ-FAME-byggeprojektet, som i alt udvider hospitalet med 3.400 m2, består af:

Ombygning af den fælles ortopædkirurgiske og mave-/tarmkirurgiske operationsgang
Formålet med ombygningen har dels været at udvide operationsarealet for at øge kapaciteten, dels at skabe mulighed for bedre arbejdsgange – og derved en bedre kapacitetsudnyttelse - ved en gennemgribende renovering og modernisering af operationsafdelingen. Forventningen er, at der kan behandles ca. 900 patienter mere årligt. Ombygningen skal derudover give bedre patientforløb, fordi patienter ikke skal flyttes så meget mere.

Delprojektet involverer om- og tilbygninger fordelt på 3 etager.

  • Med ombygningen er der etableret et centralt kontrolrum, hvor aktiviteten på alle operationsstuer kan overvåges.
  • Der er etableret plads til bedøvelse af operationspatienter udenfor selve operationsstuerne, så der kan gennemføres flere operationer på stuerne.
  • Fire operationsstuer er blevet bygget om, og der er etableret et centralt beliggende vaske-/udpakningsareal til sterile varer.
  • I projektet indgår en nødvendig udvidelse af sterildepotet, etablering af et observationsaf-snit med 17 pladser til nyopererede patienter, samt etablering af en traumeelevator, der skal bruges til at transportere svært tilskadekomne patienter hurtigt og sikkert ind på hospitalet.

Ombygning og udvidelse af Intensiv Terapi Afsnit
Formålet med dette delprojekt har været at forbedre arbejdsforholdene for personalet. For at tilvejebringe plads til dette delprojekt, er Respirationscenter Vest flyttet til Skejby.

Etablering af CT- scanner i Skadestuen
Der er etableret en CT-scannerfunktion i Skadestuen, som hurtigt og effektivt kan scanne patienter, der er bragt ind til Skadestuen. Det forbedrer modtagelsen af svært tilskadekomne patienter.

Den nye scanner skal endvidere medvirke til, at Aarhus Universitetshospital kan overholde ventetidskravene til akut kræftbehandling.