Patienter med Bodily Distress Syndrome har rigtig god gavn af Mindfulness Terapi, viser ny forskning fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet.
Patienter med Bodily Distress Syndrome har rigtig god gavn af Mindfulness Terapi, viser ny forskning fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet.
Speciallæge i psykiatri Lone Fjorback, der forsker ved Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet har i et Ph.D. studie undersøgt 119 patienter med Bodily Distress Syndrome (BDS).
BDS er en videnskabeligt funderet diagnose, der samler forskellige funktionelle lidelser, som fx fibromyalgi, kronisk smertesyndrom, kronisk piskesmæld m.fl. En stor del af disse patienter har hidtil ikke haft noget effektivt behandlingstilbud.
Ph.D.-studiet ”Mindfulness and Bodily Distress” viser, at de sociale og økonomiske konsekvenser af BDS er alvorlige. Patienter med BDS har i op til 10 år før de kom i relevant behandling været mindre selvforsørgende og har haft flere uger med sygedagpenge og arbejdsløshed end baggrundsbefolkningen. Tidligere undersøgelser har vist, at individuel kognitiv terapi og psykiatrisk konsultation har positiv effekt for patienter med BDS. Det nye studie viser, at Mindfulness Terapi både har større og hurtigere effekt end den eksisterende behandling.
Det mest markante fund er, at blandt de patienter, som fik tilbudt den eksisterende behandling, fik 45% tilkendt førtidspension, mens der blandt de patienter, som fik tilbudt den nye behandling med Mindfulness Terapi, kun var 25%, som fik tilkendt førtidspension et år efter endt behandling. Samlet set er konklusionen, at Mindfulness Terapi kan have et potentiale til signifikant at forbedre funktion, livskvalitet og symptomer, forebygge social nedgang samt reducere samfundsudgifterne.
Personlig beretning fra tidligere patient
Mette Vesterø Thuesen er 33 år og arbejder som gymnasielærer. Hun var deltidssygemeldt i 1½ år pga. BDS og har været igennem et af de nye behandlingsforløb. Hun er nu tilbage i arbejde på ordinære vilkår og fortæller, at Mindfulness Terapi har været et vendepunkt for hende.
”Jeg har haft symptomer på sygdommen i mange år, men der var ikke nogen, der kunne fortælle mig, hvad det var jeg fejlede, og hvordan jeg kunne blive behandlet. Nu har jeg det rigtig godt og jeg har stor gavn af de teknikker, som jeg har lært,” fortæller Mette Vesterø Thuesen.
Ph.D.-studiet har modtaget økonomisk støtte fra TrygFonden.
Yderligere oplysninger:
Ved ønske om yderligere oplysninger kan Lone Fjorback og Mette Vesterø Thuesen kontaktes på: lonefjor@rm.dk eller mobil 22385426
Oplysninger om funktionelle lidelser og BDS: www.funktionellelidelser.dk
Oplysninger om mindfulness: www.mindfulness-denmark.dk