Antallet af retspsykiatriske patienter i Region Midtjylland er steget gennem de seneste fem år, og det er hovedsageligt de ambulante patienter, der er blevet flere af.


Antallet af retspsykiatriske patienter i Region Midtjylland er steget gennem de seneste fem år, og det er hovedsageligt de ambulante patienter, der er blevet flere af.

En retspsykiatrisk patient kan være en voldelig mand på 30 med misbrugsproblemer, men kan også være en sky, ældre dame, der har sat ild til sin sofa.

Så tæt på patienterne går den årlige tværsnitsundersøgelse af den retspsykiatriske patientgruppe fra Region Midtjylland ikke.
 
Men undersøgelsen, der netop er offentliggjort, rummer et væld af oplysninger om en patientgruppe, som der er stor opmærksomhed på.

Undersøgelsen viser, at antallet af retspsykiatriske patienter i Region Midtjylland er steget gennem de seneste fem år, og at det hovedsagelig er de ambulante patienter, der er blevet flere af, mens antallet af indlagte retspsykiatriske patienter stort set ligger fast.

- Set i lyset af, at vi i Regionspsykiatrien i Region Midtjylland hvert år er i kontakt med mere end 24.000 unikke cpr-numre, udgør de retspsykiatriske patienter ikke nogen stor gruppe, siger Per Jørgensen, der er cheflæge i Psykiatri og Social i Region Midtjylland.

Et øjebliksbillede
Undersøgelserne tegner et præcist øjebliksbillede af patientgruppen, som den ser ud en dag i januar. I år er undersøgelsen gennemført den 24. januar.

Den dag var der i alt 733 retspsykiatriske patienter i Region Midtjylland, heraf 630 ambulante og 103 indlagte - foruden 19 patienter fra Grønland på R3 på Aarhus Universitetshospital Risskov, som ikke er regnet med.

Cheflæge Per Jørgensen fortæller, at de retspsykiatriske patienter kræver noget særligt af psykiatrien:

- Vores retspsykiatriske patienter er først og fremmest syge mennesker, der også er lovbrydere. Vores kerneopgave i psykiatrien er at udrede og behandle de indlagte patienter. Men med retspsykiatriske patienter er en lige så vigtig opgave, at de indlagte patienter forbliver indlagte og ikke stikker af. Den opgave har vi det seneste års tid gjort meget for at blive bedre til at løse.

- Med de ambulante retspsykiatriske patienter går den særlige opgave ud på at sikre, at de fastholdes i behandlingen. En opgave vi varetager i et tæt samarbejde med blandt andet kommunerne og kriminalforsorgen.

Tendenser
Der har været gennemført årlige tværsnitsundersøgelser siden 2008, og de viser, at fem ud seks retspsykiatriske patienter er mænd, at diagnoserne skizofreni og psykoser er de mest udbredte, og at der ofte er misbrug af hash, narkotika og alkohol med i billedet.

Af tendenser kan nævnes:

  • Antallet af ambulante patienter, som personalet vurderer som udadreagerende, er mere end halveret fra 51 i 2010 til 21 i 2012 – det svarer til godt tre procent af samtlige retspsykiatriske ambulante patienter.
  • Omvendt vurderer personalet, at risikoen for, at indlagte patienter falder tilbage i kriminalitet, er steget i 2012 i forhold til tidligere, og det samme er tilfældet for risiko for behandlingsophør
  • Antallet af patienter med misbrug af stoffer (ikke hash eller medicin), er faldet med over 30 procent fra 2010 – 2012, og antallet af indlagte patienter med misbrug er faldet med mere end 37 procent fra 2009 til 2012.

Tværsnitsundersøgelsen 2012 og tendenspapiret

Flere oplysninger
Kommunikationschef Elin Møller, tel. 2175 6086