Nordiske universitetshospitaler samarbejder om højt specialiseret behandling.


Nordiske universitetshospitaler samarbejder om højt specialiseret behandling.

Aarhus Universitetshospital hjælper Oslo Universitetssykehus med behandling af en mindre gruppe patienter med livmoderhalskræft. I denne uge har de to første norske kvinder fået brachyterapi (indvendig strålebehandling med en radioaktiv kilde) i Aarhus. Der kommer to mere til august og nogle igen i efteråret.


En avanceret 3D MR-skanning viser, hvordan nålene til brachyterapi er placeret i en kræftsvulst i livmoderhalsen, samt hvor de omkringliggende tarme og blæren er placeret. Et særligt apparat programmeres til at styre strålekilderne rundt i nålene, så hele svulsten bestråles, mens de omgivende organer skånes mest muligt.
Illustration: Aarhus Universitetshospital

Brachyterapi indgår i behandlingen af lokalt avanceret livmoderhalskræft, som ikke kan opereres. Kvinderne har fået kemoterapi og 5-6 ugers almindelig strålebehandling på Radiumhospitalet i Oslo og er fløjet til Aarhus sammen med de nærmeste pårørende for at få brachyterapi.

Brachyterapi er en målrettet højdosis stråling, der gives direkte i livmoderhalsen i løbet af en nat. Bestrålingen planlægges efter MR-skanning og gives gennem nåle, som placeres MR-vejledt i og omkring svulsten. Et særligt apparat programmeres til at styre strålekilderne, så strålingen koncentreres i svulsten og bestrålingen af det omgivende væv og organer minimeres.

Tolkning af MR-billederne og placering af nålene til den indvendige strålebehandling kræver særlige specialister. Aarhus Universitetshospital var blandt de første i verden til at kombinere MR-skanning og brachyterapi, og hospitalet varetager denne del af behandlingen for patienter i Region Midtjylland og Nordjylland med livmoderhalskræft og for visse komplicerede patienter fra andre universitetshospitaler i Danmark.

- Der er over 90 % sandsynlighed for, at det lykkes at fjerne svulsten med kombinationen af kemoterapi, stråleterapi og brachyterapi, men hvis der går for lang tid, inden brachyterapien gives, risikerer svulsten at blive aggressiv, og det forringer overlevelsesmulighederne, siger overlæge Jacob Lindegaard, Aarhus Universitetshospital, der har behandlet patienterne.

I Oslo har sygdom blandt personalet skabt akutte problemer med at klare denne højt specialiserede del af patienternes behandling. Derfor har lægerne på Radiumhospitalet i Oslo henvendt sig til kollegerne i Onkologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital for at anmode om hjælp til at behandle nogle af patienterne.

- Vi har gennem flere år haft et godt samarbejde med Radiumhospitalet i Oslo om brachyterapi til livmoderhalskræft via et europæisk netværksamarbejde, hvor vi sammen deltager i flere forskningsprojekter, siger Jacob Lindegaard.

Logistikken og samarbejdet om de norske patienter har fungeret uden problemer. Det er gået fint med at få patienterne ned til Aarhus, og patienternes skanningsbilleder og journaler er blevet importeret ind i Region Midtjyllands elektroniske patientjournal (EPJ). Samtidig har radiografer, plejepersonale, hospitalsfysikere og læger i Radiologisk Afdeling, Anæstesiologisk Afdeling og Onkologisk Afdeling gjort en ekstraordinær indsats for at gøre det muligt at behandle de norske kvinder.

Det sker jævnligt, at de nordiske universitetshospitaler hjælper hinanden på tværs af landegrænser med at kunne tilbyde højt specialiseret behandling. For eksempel har Aarhus Universitetshospital gennem mange år behandlet 1-3 svenske lungesvigt-patienter om året med kunstig lunge (ekstra corporal membrane oxygenation - ECMO), når der har været kapacitetsproblemer i ECMO-Centrum på Karolinska Universitetssjukhus i Stockholm.


Yderligere information:
Overlæge Jacob Lindegaard, tlf. 7846 2577