Ny forskning i Hospitalsenheden Vest viser, at det er muligt at redde flere liv ved at behandle patienter med blodforgiftning med saltvandsopløsning frem for væske med stivelse.


Ny forskning viser, at det er muligt at redde flere liv ved at behandle patienter med blodforgiftning med saltvandsopløsning frem for væske med stivelse.

På hospitalet giver man patienter, der er i chok på grund af svær blodforgiftning, væske direkte i årene for at kickstarte blodcirkulationen.

Nu viser helt ny forskning, at det er muligt at redde flere liv ved at behandle patienterne med saltvandsopløsning frem for væske med stivelse.

På de intensive afsnit i Herning og Holstebro er man gået over til den nye praksis med at give patienterne saltvandsopløsning, fortæller overlægerne Robert Winding og Claude Kancir, som er tovholdere på projektet på Anæstesiologisk Afdeling i Hospitalsenheden Vest.

Liv eller død
De intensive afsnit i Herning og i Holstebro har, sammen med Rigshospitalet og en række danske og skandinaviske hospitaler, været med til at undersøge effekten af væskebehandling på patienter med svær blodforgiftning; en tilstand så alvorlig, at den oftest er livstruende.

Der skal ikke ske meget i et sådant behandlingsforløb, før det har betydning for patientens overlevelse. Og her er væskebehandling et helt afgørende parameter, fortæller overlæge Claude Kancir fra Intensiv Afsnit i Holstebro:

- En korrekt væskebehandling er helt afgørende for patientens chancer for at overleve og for, om patienten efterfølgende risikerer at få nyresvigt, og skal have dialysebehandling.

Markant forskel
I undersøgelsen opdagede forskerne en markant forskel både i dødeligheden og i behovet for at iværksætte dialysebehandling hos overlevende patienter ved at sammenligne de to former for væske. Blandt de patienter, der fik væsken med stivelse, var der flere, som fik behov for dialyse og blodtransfusion.

Væske med stivelse er blevet anvendt for dens evne til at binde væske i kroppen. Dermed undgår patienten at blive overhydreret.

Væskebehandling med salt er dog mindre risikofyldt for patienten i det lange løb, og derfor har de intensive afsnit i Herning og Holstebro ændret praksis:

- Dokumentationen i denne undersøgelse viser med al tydelighed, at der ikke bør anvendes stivelsesholdig væske til intensiv behandling af patienter med blodforgiftning. Denne form for væsketerapi har i forvejen været anvendt sjældent på vores hospitaler i Hospitalsenheden Vest - og meget sjældent til patienter med alvorlig blodforgiftning, siger overlæge Robert Winding fra Intensiv Afsnit i Herning.

Fakta om undersøgelsen

Godt 800 patienter med svær blodforgiftning, indlagt på intensiv afdelinger i Norden, indgik i undersøgelsen, herunder 34 patienter på Regionshospitalet Herning og Holstebro.

Formålet med undersøgelsen har været at undersøge effekten af forskellige typer væskebehandling på patienter med akut blodforgiftning (sepsis).

Resultatet af undersøgelsen er publiceret på www.nejm.org, og udkommer på tryk i ”New England Journal of Medicine” den 12. juli 2012.

Yderligere information

Overlæge Robert Winding, Intensiv Afsnit, Herning tlf. 2096 7455
Overlæge Claude Kancir, Intensiv Afsnit, Holstebro tlf. 7843 2823

Artikel i Dagens Medicin