”Farmors stue” på SMUKfest i Skanderborg får torsdag besøg af regionsrådsformand i Region Midtjylland Bent Hansen (S). Han skal møde unge der tror på, at åbenhed om psykisk sårbarhed og sygdom kan knuse tabu.
I rammerne af farmors gamle kaffestue fortæller engagerede unge på SMUKfest om medmennesker, der nok har et psykisk problem, men som kan behandles, så de bidrager positivt til samfundet.
Bag kaffestuen og den anderledes formidling står ”En af os kampagnen”, som blandt andre er startet af Det Sociale Netværk og støttet af Region Midtjylland.
– Det er en rigtig god ide at blande festival, musik og glæde med en fordomsfri snak om psykiske problemer, mener rådsformand Bent Hansen (S).
- Jeg har hørt, at Farmors stue får besøg af nogle økonomistuderende, der kan dokumentere størrelsen af den arbejdskraftreserve, som ligger alt for godt skjult blandt psykisk syge mennesker, siger Bent Hansen.
– Åbenhed og tolerance er vigtig, ikke mindst overfor for psykisk sårbare mennesker, og jeg glæder mig meget til at se, hvordan de unge giver budskabet om ligeværd videre, siger Bent Hansen, som trods en travl kalender efter sit eget sygdomsfravær har takket ja til at besøge festivalen i Skanderborg torsdag den 9. august kl. 15.30.
Festivalen i Skanderborg har taget godt i mod ”Det Sociale Netværk” og ”En af os”, og har velvilligt givet plads til farmors autentiske kaffestue, der også byder på citronhalvmåne og roulade.
Flere oplysninger
- Regionsrådsformand i Region Midtjylland, Bent Hansen (S): 7841 0010 / 4031 3707 / bent.hansen@rr.rm.dk
- Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer.
- Region Midtjyllands pressevagt svarer alle hverdage fra
kl. 8 til kl. 17 på tlf. 7841 0666