Efter afsluttet udbud skal grunden i Gødstrup gøres klar til det største byggeri i Midt- og Vestjyllands historie.


Efter afsluttet udbud skal grunden i Gødstrup gøres klar til det største byggeri i Midt- og Vestjyllands historie. Tidligere på sommeren stillede Regionsrådet i Region Midtjylland midler til rådighed for opgaven, som nu er blevet vundet af den lokale entreprenørvirksomhed Gustav H. Christensen A/S.

- Den entreprenør, der vinder udbuddet kommer med et rigtigt godt tilbud på opgaven, og med baggrund i prækvalifikationen og den grundige opgavebeskrivelse, der ligger til grund for udbuddet, er vi overbeviste om, at vi er kommet godt fra land såvel byggefagligt som økonomisk, siger Henning Vestergaard, hospitalsdirektør i Hospitalsenheden Vest.

Opgaven er vundet efter et udbud, der blev indledt med en prækvalifikation, som er en vurdering af de interesserede virksomheders evne til at løse den opgave, der er stillet af bygherren. I denne proces blev syv virksomheder godkendt til at byde på opgaven i det egentlige udbud. Her var kriteriet, hvem der kunne tilbyde at løse opgaven til den bedste pris.

- Vi blev rigtig glade over at, få opgaven, og vi er stolte over, at vi blev prækvalificerede og derefter kunne afgive det skarpeste bud, fortæller Lars Kristensen, medejer og daglig leder af Gustav H. Christensen A/S.

- Opgaven udgør en stor andel af vores årlige omsætning, og at få en opgave, i den størrelsesorden, der endda ligger blot to km. fra vores hovedkvarter er jo simpelthen genialt, supplerer Lars Kristensen fra entreprenørvirksomheden i Snejbjerg uden for Herning.

Fra midten af september og frem til november 2013 skal udbudsvinderen løse en opgave, der bl.a. byder på:

• Terrænregulering/afvanding
• Byggepladsveje
• Oplagsarealer
• Regnvandsbassiner
• Dimensionering af spildevandsafledning, byggefase og drift
• Tracé for spildevandsledninger
• Indhegning og beplantningsbælter
• Vejbelysning

En af de første opgaver, der bliver taget fat på, er indhegning af byggegrunden. Byggeriet af DNV-Gødstrup sker med stort fokus på arbejdsmiljø og sikkerheden for de personer, der færdes i området. Efter indhegningen skal alle således bære reglementeret sikkerhedsudstyr på byggepladsen.

For yderligere oplysninger
  • Hospitalsdirektør Henning Vestergaard, tlf. 7843 8530
  • Projektchef Michael Hyllegaard, tlf. 2447 0234
  • Læs mere om DNV-Gødstrup på www.dnv.rm.dk