22-08-2012



Regionsrådet for Region Midtjylland bevilgede onsdag 250.000 kroner til at udvikle Art Writing – en ny kunstart, der kombinerer litteraturen med eksempelvis billedkunst, lyd, performance og digitale medier.

Litteratur er ikke kun noget, der foregår inden for bogens rammer. Den kan optræde som digitale, interaktive værker på nettet, som litterære performances eller som installationer i byrummet – kort sagt: som Art Writing.

Art Writing er relativt nyt i Danmark, men internationalt er der et stigende fokus på kunstarten blandt kunstnere, forskere og publikum.

På sit møde onsdag valgte Regionsrådet for Region Midtjylland at støtte et udviklingsprojekt for Art Writing – der har hjemsted hos Aarhus Litteraturcenter – med 250.000 kroner.

Hvad er Art Writing?
En højgravid kunstner, der er plastret til med små papirlapper med tekster om moderskab, kvinderoller og reproduktion, og indbyder tilskuerne til at rive de små tekstlapper af og læse dem op. En ”poesimaskine”, der opfordrer tilskueren til at skabe sit eget takeaway-værk ved at trykke på bøger med indbyggede sensorer. En lysinstallation på en badeanstalt, hvor fragmenter fra otte digteres oplæsninger toner frem som projektioner på vandoverfladen, samler sig til en ny, fælles tekst og spredes igen.

Mange forfattere og kunstnere er i disse år optaget af at udfordre vores begreb om litteratur, og det kommer til udtryk på mange forskellige måder. Art Writing er betegnelsen for den nye kunstart, hvor litteratur bliver kombineret med andre kunstarter og medier, f.eks. billedkunst, lyd, performance og digitale medier. Da Art Writing-værker involverer flere kunstarter og medier, får publikum ofte en oplevelse, der spiller op til flere sanser. Samtidig involverer kunstarten gerne sit publikum, så det aktivt er med til at skabe værket.

Udviklingsprojektet
Det udviklingsprojekt, som regionsrådet støtter, omfatter en række delprojekter, eksempelvis en international konference, kortlægning, præsentation og formidling af kunstarten samt elevstyrede workshops på partnerinstitutionerne, der tæller Forfatterskolen, Det Jyske Kunstakademi og Aarhus Universitet. Udviklingsprojektet skal lede frem til etablering af et Videnscenter for Art Writing med base i Aarhus Litteraturcenter på Godsbanen i Aarhus.



Billedtekst:
Forfatteren Ida Marie Hede optrådte i februar 2011 højgravid i en kropsnær dragt med tekster påsyet. Teksterne tematiserede moderskab, kvinderoller og reproduktion, og de var både skrevet af forfatteren selv samt hentet fra samtidslitteratur og ældre litteratur. Publikum tog imod invitationen til at rive teksterne af dragten og læse dem op i tilfældig rækkefølge, hvilket skabte en særlig stemning og udfordrede idéen om den ene forfatter som original afsender af værket.
Foto: Amalie Smith. Fotoet er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen. Få det i høj opløsning ved at klikke på det.


Flere oplysninger

Erik Bach Andersen, chefkonsulent
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 7841 1710


Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne