For 25 år siden fik kræftbørnene i Aarhus deres eget børnekræftafsnit. I dag er afdelingen for børneonkologi på Aarhus Universitetshospital med i verdenseliten inden for behandling af børnekræft.


For 25 år siden fik kræftbørnene i Aarhus deres eget børnekræftafsnit. I dag er afdelingen for børneonkologi på Aarhus Universitetshospital med i verdenseliten inden for behandling af børnekræft.

Med balloner, trylleshow, pølser og is markerer Aarhus Universitetshospital i dag, at det er 25 år siden, at hospitalet fik et afsnit specielt til behandling af kræftbørn.

Det har været 25 år med store fremskridt i behandlingen, der har ført børnekræftafsnittet op på et internationalt niveau.

- I dag er vi med blandt de førende inden for behandling af flere børnekræftformer og deltager i internationale forskningsstudier. Samtidig har vi gode forhold for både børn og de medindlagte forældre, siger Niels Clausen, der er overlæge på børnekræftafsnittet og har været med i alle 25 år.

Snævre rammer i gammel bygning
Men sådan var det langt fra, da børnekræftafsnittet blev etableret for 25 år siden i en gammel bygning på det daværende Kommunehospitalet. Dengang var rammerne snævre, og der var dårlig plads til forældre eller pladskrævende aktiviteter.

- Men vigtigt var det, at vi havde fået samlet kræftbørnene, så de kunne isoleres fra smitte. Det betød, at børnene fik færre infektioner og færre komplikationer af behandlingerne. Og vores personale fik mulighed for at specialisere sig i børnekræft, fortæller Niels Clausen.

Højt specialiseret behandling
Senere blev optageområdet for børnene udvidet, og der kom efterhånden så stort et pres på behandlingerne, at den gamle bygning på Kommunehospitalet måtte udvides med en pavillon. I 1996 rykkede børnekræftafsnittet ud til sin nuværende placering i Skejby, da hele børneafdelingen flyttede til det nye hospital i Skejby.
Og her blev god plads til både behandling, leg, træning, samvær omkring mad – og ikke mindst de medindlagte forældre.

- I dag er vi de eneste i landet, der behandler børn med nethindekræft i øjet. Og vi er de eneste i den vestlige del af landet, der står for behandlingen af børn med hjerne-, knogle- og bindevævskræft samt akut myeloid leukæmi, som er en undertype af leukæmi.

Behandling samlet i Skejby
Som noget helt nyt er strålebehandlingen af kræftbørn i Vestdanmark nu blevet samlet i Skejby. Tidligere skulle børnene transporteres frem og tilbage mellem Aarhus Universitetshospitals afdelinger i Skejby og på Nørrebrogade (det tidligere Kommunehospitalet).

- Det er bedre for børnene, at de kan undgå transporten. Og behandlingerne bliver også bedre, fordi personalet nemmere kan samarbejde og udveksle erfaringer.


Yderligere oplysninger
  • Niels Clausen, overlæge, Børneafdeling A, Aarhus Universitetshospital, tlf. 7845 1413