Neurologer og øjenlæger i Region Midtjylland går sammen om forskningsprojekt med ny undersøgelsesmetode og hurtig indgriben overfor synsnervebetændelse.


Neurologer og øjenlæger i Region Midtjylland går sammen om forskningsprojekt med ny undersøgelsesmetode og hurtig indgriben overfor synsnervebetændelse.

Et nyt, tværfagligt forskningsprojekt på Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet skal hindre, at sclerosepatienter og andre patienter med neurologiske sygdomme mister synet som følge af synsnervebetændelse. Projektet gennemføres i samarbejde mellem de neurologiske afdelinger og øjenafdelinger i Region Midtjylland. Det er blevet muligt takket være en donation på godt 2,3 mio. kr. fra Velux Fonden.

Hyppig følgesygdom
Synsnervebetændelse er en hyppig årsag til tab af synet og nedsat livskvalitet hos patienter med sclerose og andre neurologiske sygdomme. Internationale undersøgelser har nu vist, at et specielt antistof er årsag til betændelsen hos mange af patienterne. Samtidig har der vist sig at være gode resultater ved at sætte ind med hurtig diagnostik og behandling. Derfor er det afgørende, at man så tidligt som muligt fanger symptomerne på synsnervebetændelse.

Det danske forskningsprojekt bygger videre på de internationale studier. Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet vil i samarbejde med Statens Serum Institut og udenlandske centre forsøge at udvikle en mere sensitiv og hurtigere analyse af antistoffet.

Screening for antistof
”Med projektet bliver det muligt allerede inden for få dage at vurdere påvirkningen af synet hos patienter, der har fået akut synsnervebetændelse. Vi vil screene større patientgrupper for det fundne antistof, og vi forventer at kombinationen af den ny undersøgelsesmetode og hurtig behandling vil gøre det muligt at undgå, at patienterne mister synet”, siger overlæge Thor Petersen, Scleroseklinikken, Neurologisk Afdeling.
Han er ansvarlig for projektet, der gennemføres sammen med professor, ledende overlæge Toke Bek, Øjenafdelingen.

Fakta
• Omkring 300 patienter i Danmark får årligt konstateret synsnervebetændelse.
• Knap halvdelen af alle sclerosepatienter får synsnervebetændelse.
• Der er godt 12.000 sclerosepatienter i Danmark og hvert år nydiagnosticeres ca. 700 patienter.
• Det danske forskningsprojekt skal gennemføres som et ph.d. projekt ved læge Gro Dale, Neurologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital / Aarhus Universitet.
• Projektet støttes med 2.3 mio. kr. fra Velux Fonden og forventes afsluttet i 2015.
• VILLUM FONDEN og VELUX FONDEN er almennyttige fonde stiftet af Villum Kann Rasmussen - grundlægger af bl.a. VELUX og andre firmaer i VKR Gruppen. I 2011 uddelte de to fonde tilsammen 551 mio.kr.

Yderligere oplysninger
Overlæge Thor Petersen, Scleroseklinikken, Neurologisk Afdeling F, Aarhus Universitetshospital, tlf. 7846 3305, mail: thorpete@rm.dk