10-09-2012
Et nyt samarbejde mellem Investeringsfonden for udviklingslande IFU, Region Midtjylland og Væksthus Midtjylland skal styrke globaliseringen af de midtjyske virksomheder. IFU placerer en investeringsrådgiver i væksthuset, der samtidig vil markedsføre IFU’s tilbud om rådgivning og risikovillig kapital.
Mens nærmarkederne i Europa står stille, er der høj vækst i mange udviklingslande i Asien, Afrika og Latinamerika. Nu giver en ny samarbejdsaftale de midtjyske virksomheder chancen for at udnytte potentialet i disse såkaldte emerging markets.
Aftalen mellem Investeringsfonden for udviklingslande IFU, Region Midtjylland og Væksthus Midtjylland skal øge de midtjyske virksomheders viden om mulighederne på vækstmarkederne og de ydelser i form af risikovillig kapital og rådgivning, som IFU kan levere.
For at styrke mulighederne for lokal rådgivning vil IFU – som det første sted i landet – placere en medarbejder hos Væksthus Midtjylland. Han skal både være opsøgende og assistere virksomhederne i de indledende strategiske overvejelser om etablering i udlandet.
”De jyske virksomheder er afgørende for internationaliseringen af dansk erhvervsliv, men som mange andre har de primært fokus på nærmarkederne i Europa. Jeg tror, at samarbejdet med IFU øger virksomhedernes chancer for at få del i gevinsten på de nye vækstmarkeder”, siger Bent Hansen, formand for Regionsrådet og Vækstforum i Region Midtjylland.
Også Finn Jønck, administrerende direktør i IFU, ser frem til resultaterne af samarbejdet.
” ”Det betyder jo, at midtjyske virksomheder med vækstambitioner får bedre service og en enkel, lokal og mere direkte adgang til IFU’s tilbud om rådgivning, risikovillig kapital samt internationale netværk. Det vil have stor værdi for dem, som har ambitioner om at etablere forretning i de nye vækstmarkeder”, siger Finn Jønck.
Investeringer i 85 lande
IFU, der er en selvejende statslig investeringsfond, har i samarbejde med danske virksomheder gennemført investeringer for mere end 100 mia. kr. i 85 udviklingslande og emerging markets verden over. Omkring 20 procent af investeringerne er gennemført med virksomheder i region Midtjylland. Det gælder blandt andet Niebuhr Gears fra Ikast, der har etableret produktion i Kina.
”IFU er en rigtig god samarbejdspartner, som både har bidraget med værdifuld rådgivning samt lån og aktiekapital, da vi skulle starte op i Kina. Dem kan jeg varmt anbefale til andre midtjyske virksomheder”, siger Søren Niebuhr, General Manager i Niebuhr Gears, China.
IFU’s nye medarbejder
Det bliver Frank Zimmermann, der med base i Væksthus Midtjylland skal opsøge de midtjyske virksomheder og bidrage med den indledende rådgivning om mulighederne på vækstmarkederne og IFU’s ydelser. Frank Zimmermann er blandt andet tidligere filialdirektør i Nordea Thisted og har arbejdet i Dansk Industri og Udenrigsministeriet, hvor han var leder af handelsafdelingen på ambassaden i Tel Aviv. Derudover har Frank Zimmermann været salgschef i ABENA.
Yderligere oplysninger:
Bent Hansen, formand for
Vækstforum Midtjylland
Telefon: 4031 3707
Erik Krarup, direktør
Væksthus Midtjylland
Telefon: 7022 0076
Rune Nørgaard
kommunikationschef i IFU
Telefon:: 3363 7560
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne