08-10-2012



Dialog med kunderne og effektivisering af arbejdsgange og processer er de vigtigste håndtag, som industrivirksomhederne vil skrue på for at styrke deres konkurrenceevne. Det viser Region Midtjyllands undersøgelse.


I løbet af bare tre år er der forsvundet 25.000 industriarbejdspladser i Region Midtjylland. Industrien er under pres, og virksomhederne ved godt, at det kræver en særlig indsats at klare sig i konkurrencen.
Spørger man virksomhederne selv, er de i store træk enige om de vigtigste ingredienser i opskriften på succes:
Udadtil skal de satse på dialog med kunderne, og indadtil er det effektivisering, der står øverst på listen.
Det viser en undersøgelse, som Region Midtjylland har foretaget blandt 106 af regionens små og mellemstore industrivirksomheder – dem med 5-250 ansatte.

77 procent svarer, at de for at styrke konkurrenceevnen i høj grad finder det nødvendigt at ”styrke deres samarbejde med kunder”, mens 56 procent nævner ”effektivisere arbejdsgange og processer yderligere”.
På tredje- og 4. pladserne kommer hhv. forbedret evne til at udvikle produkter og serviceydelser (47 pct.) samt et styrket samarbejde med leverandører (46 pct.), mens 36 procent nævner yderligere automatisering af virksomheden – et svar, der må siges at være tæt relateret til den førnævnte effektivisering af arbejdsgange og processer.

De store vil effektivisere
Undersøgelsen viser, at jo større virksomhederne er, jo mere vægt lægger de på effektiviseringen som et middel til at klare sig bedre i konkurrencen. Kun 26 procent af dem med over 40 ansatte nævner bæredygtighed i produktion eller produkter som særlig vigtigt – i gruppen af virksomheder med 5-9 ansatte spiller dette en vigtig rolle for dobbelt så mange, nemlig 50 procent.
De industrivirksomheder, som har udviklet nye produkter/services inden for de seneste to år, har i høj grad fokus på, at netop innovation også fremover kan styrke deres konkurrenceevne. Således nævner 59 procent af dem innovationskapacitet som en vigtig faktor.

Afhængighed af industrien
Undersøgelsen viser også, at mange andre virksomheder er afhængige af industrivirksomhedernes ve og vel. Enten fordi de leverer til industrivirksomhederne, aftager deres produkter eller yder dem forskellige former for service. De er altså en del af værdikæden.
I denne del af undersøgelsen deltager både de 106 industrivirksomheder og knap 400 øvrige midtjyske virksomheder med 5-250 ansatte.
Og det viser sig eksempelvis, at det i samtlige brancher er mindst 60 procent af alle virksomheder, der har salg til danske industrivirksomheder. Og at virksomhederne i gennemsnit henter 21 procent af deres samlede omsætning ved dette salg til industrien.
En femtedel af samtlige små og mellemstore virksomheders omsætning genereres altså af industrien og er altså i høj grad afhængige af industriens kontinuerlige efterspørgsel.



Se hele undersøgelsen
Læs om Det midtjyske Vækstlag 


Billedtekst:
Således er virksomhederne blevet spurgt:En virksomhed kan fremtidssikre sin konkurrenceevne på mange måder. De følgende spørgsmål handler om faktorer, der kan være med til at fremtidssikre jeres konkurrenceevne. For at styrke konkurrencen, i hvor høj grad finder I det nødvendigt med/at…
Kilde: Det midtjyske Vækstlag, august 2012. 106 svar fra industrivirksomheder. Et ”ved ikke” svar udeladt.
Illustrationen er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen. Få den i høj opløsning ved at klikke på den.

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne