Radiograf, røntgensygeplejerske og overlæger smiler om kap efter en lille uges tid med et helt nyt billeddannende udstyr mellem hænderne. De har som de første i landet taget en ny teknik i brug, som giver hurtigere og mere skånsomme undersøgelser og behandlinger af patienter med kræft i lunge eller lever.
Det drejer sig om en billeddannende teknik i tilknytning til den succesfulde behandling med brænding af svulster i lunger eller lever, som Radiologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital har specialiseret sig i.
Radiofrekvensablation – forkortet RFA - er det faglige udtryk for behandlingen, hvor man som alternativ til kirurgi eller strålebehandling brænder svulsterne væk ved hjælp af radiobølger. Behandlingen foregår ved at lægen stikker en tynd nål gennem huden til det angrebne sted og derefter sender radiobølger ind, der gradvis varmer svulsten op til 90 grader. Radiologen følger undervejs nøje nålens placering.
Hidtil har det været nødvendigt at bruge CT-skanning, for at finde frem til den præcise placering i de indre organer. Men nu skifter Radiologisk Afdeling CT-skanningerne ud med en avanceret teknologi, som er udviklet af Phillips. Billedoptagelserne sker her ved hjælp af biplan-gennemlysning. Det vil sige gennemlysning med røntgenstråler, hvor man lyser forfra og fra siden på én gang. På den måde udsættes patienterne for mindre stråling end ved en CT-skanning.
Flere gevinster
Interventionsteknikken har også den gevinst, at både undersøgelser og behandlingerne kan foretages betydeligt hurtigere. Hvor man indtil nu har afsat 30-45 minutter til en undersøgelse, hvor der udtages en biopsi (prøve af væv), kan det med det nye udstyr klares på ca. ét kvarter. Endvidere tillader teknikken, at lungeforandringer på ned til 1 cm kan rammes, hvilket sjældent er tilfældet ved CT-teknik.
Arbejdsstillingerne er også blevet betydeligt bedre og mere sikre for personalet med det nye udstyr – bl.a. kan vi øve og i at betjene den avancerede teknik uden risiko for ved en fejl at få en dosis stråler på os, siger røntgensygeplejerske Dorte Sterndorff Møller, der er en af afdelingens to superbrugere og undervisere i brugen af det nye udstyr.
Gode tal for overlevelse
Aarhus Universitetshospital har landsfunktion for RFA-behandling, som blev indført på hospitalet ii 2005. Det er et tilbud til patienter, der af den ene eller anden grund ikke kan opereres, enten fordi ikke kan tåle operation, eller fordi svulsterne er placeret, så det er vanskeligt at operere eller give strålebehandling.
Afdelingens forskning viser, at to års overlevelsen hos behandlede patienter er lige så god, som resultaterne i USA - der er sammenligningsgrundlaget. Derfor betragter de to specialister i behandlingen, overlægerne Hanne Nellemann og Henrik Torp Madsen, behandlingstilbuddet som en succes i forhold til en patientgruppe, som tidligere ikke kunne hjælpes.
Det er planen, at der skal undersøges eller behandles i gennemsnit 500 – 600 patienter om året på interventionsstuen. Heraf udgør RFA-behandlingen godt 40-50. Desuden skal udstyret bruges til avancerede røntgenvejledte undersøgelser og behandlinger som fx anlæggelse af et aflastende rør (en stent) i venesystemet, når en lungesvulst klemmer på de store blodårer.
Det nye interventionsudstyr, der har kostet ca. 9 mio. kr., indvies officielt ved en reception mandag d. 19. november 2012.
Yderligere oplysninger
- Ledende overlæge Thomas Christiansen, Radiologisk Afdeling,
tlf. 7846 2430. - Overlæge Hanne Nellemann, tlf. 7846 3749
- Overlæge Henrik Torp Madsen, tlf. 7846 2456