Store planer for det kommende Center for Sundhed i Holstebro. Mandag underskriver Holstebro Kommune og Region Midtjylland en vigtig aftale om centret.

På mandag den 5. november 2012 underskriver borgmester H. C. Østerby og regionsrådsformand Bent Hansen en samarbejdsaftale mellem Holstebro Kommune og Region Midtjylland. Aftalen gælder Center for Sundhed, der skal bygges på Hostrupsvej i Holstebro. Der er i aftalen om centret mange nye værdier og visioner for det fremtidige samarbejde, der skal gøre centret til model for kommende sundhedscentre i landet.

Aftalen fastlægger de kommunale og regionale funktioner, der skal være i centret. Derudover indeholder aftalen syv konkrete udviklingsprojekter, som på tværs af forvaltningerne skal medvirke til, at der afprøves helt nye veje i udviklingen af Det Nære Sundhedsvæsen.

Tæt på og en spydspids

– Ikke mindst på grund af den teknologiske udvikling bliver fremtidens sundhedsvæsen meget anderledes end det, vi kender i dag. Højt specialiserede ydelser skal foregå på de nye storsygehuse, men udviklingen betyder også, at meget kan foregå lokalt og tæt på borgerne. Vi har i de seneste par år arbejdet intenst med at sætte en ny dagsorden i sundhedsområdet, så vi fortsat kan sikre borgerne den fornødne tryghed. Samarbejdsaftalen med Region Midtjylland om Center for Sundhed betyder, at vi fastholder og udvikler sundhedstilbud så lokalt og så tæt på borgerne som muligt, siger borgmester H. C. Østerby.

– Den største del af borgernes kontakt med sundhedsvæsnet foregår lokalt. Der tages hver dag nye skridt i forhold til at sikre borgerne en bedre sundhed. Nye behandlingsformer, nye teknikker og et tættere samarbejde mellem kommunen og regionen vil klart gøre det bedre for kommunens borgere i fremtiden. Samarbejdet udvikler sig hele tiden og får med denne aftale et ekstra skub. Det bliver spændende at opleve, hvordan Center for Sundhed kan blive en spydspids og vise vejen frem på landsplan, siger regionsrådsformand Bent Hansen.

Regionsrådsformand Bent Hansen og borgmester H. C. Østerby underskriver aftalen mandag den 5. november kl. 10.00-10.30 på Holstebro Rådhus, lokale 118.
Pressen er velkommen til at deltage i arrangementet.

Fakta om samarbejdsaftalen

* Aftalen fastsætter de bygningsmæssige rammer for Center for Sundhed:
- Kommunale funktioner f.eks.:
Sygeplejeklinik, sundhedscenter, korttidspladser, rehabiliteringscenter, varmtvandsbassin, socialpsykiatri for børn, unge og voksne, børn- og ungetandplejecenter, metodeudviklingscenter, hjemmepleje, visitation, børn- og ungeklinik og sundhedspleje.
- Regionale funktioner f.eks.:
Akutklinik og lægevagt, røntgenfunktion, laboratoriefunktion, geriatrisk team, ambulatoriefunktioner (KOL, hjerte, diabetes), self care dialyse, jordemoderkonsultation, tappefunktion for bloddonorer, mammografiscreening og ambulant behandlingspsykiatri.

* Aftalen fastsætter fælles vision for Center for Sundhed og nære sundhedstilbud i Holstebro Kommune:

  1. Størstedelen af borgernes kontakt med sundhedsvæsenet foregår lokalt,
  2. Samling af de fleste af alle lokale, nære sundhedstilbud ét sted,
  3. Innovative og progressive sundhedsløsninger i Holstebro Kommune,
  4. Dialog med borgerne.

* Aftalen fastsætter syv konkrete udviklingsprojekter:

  1. Udvikling af egenomsorg og mestring.
  2. Reduktion af forebyggelige indlæggelser.
  3. Fokus på overgange og gode udskrivningsforløb.
  4. Udvikling og behandling af patienter i eget hjem.
  5. Udvikling af samarbejde og tværgående forløb mellem Behandlingspsykiatrien, Socialpsykiatrien og Arbejdsmarked.
  6. Metodeudvikling inden for svangreomsorg og sundhedspleje.
  7. Øget samarbejde mellem Holstebro Kommunes centrale aktører på børne- og ungeområdet og den regionale børne- og ungdomspsykiatri.
     

Se samarbejdsaftalen mellem Holstebro Kommune og Region Midtjylland.