Udviklingen i it-branchen er nået et stadium, hvor opgaverne er mere komplekse og specialiserede end nogensinde før, hvilket stiller stadigt større krav til medarbejdernes kompetencer.


Udviklingen i it-branchen er nået et stadium, hvor opgaverne er mere komplekse og specialiserede end nogensinde før, hvilket stiller stadigt større krav til medarbejdernes kompetencer.

Denne udfordring tager Region Midtjyllands it-afdeling, HK og Erhvervsakademi Aarhus nu op ved at udvikle en ny, særdeles målrettet og skræddersyet uddannelsesmetode til it-medarbejdere, der skal booste og fremtidssikre it-kompetencer i Region Midtjylland.

De tre parter har indledt et tæt samarbejde i form af lokale ’3-partsforhandlinger’, hvor uddannelsesindsatsen målrettes arbejdspladsens behov. Region Midtjyllands it-souschef Kenneth Becker og HK Kommunal Østjyllands Formand Hans Henrik Hansen glæder sig sammen med Erhvervsakademiets uddannelseschef Gert Simonsen over det nye samarbejde.

Vi bringer skolerne ud på arbejdspladsen
- Hvor den enkelte medarbejder før måtte opsøge skolen, har vi etableret et samarbejde, hvor skolerne kommer ud på arbejdspladsen, og tager udgangspunkt i arbejdspladsens behov og medarbejdernes ønsker. Derved sikrer vi at medlemmernes uddannelsesniveau matcher fremtidens behov, så vi kan beholde og udvikle IT arbejdspladser i Danmark, udtaler Hans Henrik Hansen, formand HK Kommunal Østjylland.

Vi skaber nye muligheder for målrettet efteruddannelse, tilpasset arbejdspladsens behov
- Vores nye samarbejde, har åbnet innovative muligheder for at vi kan hjælpe virksomheder med uddannelse, der tager udgangspunkt i den enkelte medarbejders kompetencer og samtidig er nøje tilpasset behovene ude på den konkrete arbejdsplads, udtaler Gert Simonsen, uddannelseschef Erhvervsakademi Aarhus.

Større kvalitet for borgeren, gennem højt specialiserede medarbejdere
Region Midtjylland ser samarbejdet som medvirkende til at fremtidssikre arbejdspladsen, så it-medarbejderne også i fremtiden hører til landets dygtigste:

- Fremtidens hospitaler er helt afhængige af, at vi konstant formår at udnytte it og teknologi til at skabe mere velfærd og sundhed for pengene. Vores nye samarbejde medfører blandt andet, at medarbejderne får papirer på deres kompetencer, og at vi kan matche vores kompetenceudviklingsplaner med skræddersyet it-uddannelse. Vi glæder os over at have udviklet dette ny, innovative koncept, som forhåbentlig vil komme til at gavne den kliniske virksomhed og patienterne i sidste ende, udtaler Kenneth Becker, it-souschef i Region Midtjylland.

Modellen er koncentreret om den individuelle kompetencevurdering (IKV), og parterne har udviklet en model, der kan bruges af alle it-virksomheder, ligesom den også vil blive udvidet med flere uddannelsesinstitutioner. Derved kan it-virksomheder lettere og billigere gennemføre strategisk efteruddannelse, så medarbejderne er bedre rustet til at møde fremtidens udfordringer. Det vil sikre nuværende arbejdspladser kan bevares, og at der kan udvikles helt nye jobtyper.

Parterne forventer at gennemføre et pilotprojekt allerede i foråret 2013.

Flere oplysninger 
  • Kenneth Becker, it-souschef i Region Midtjylland,
    tlf. 7841 2601, kenneth.becker@stab.rm.dk
  • Hans Henrik Hansen, formand for HK Kommunal Østjylland,
    tlf. 3364 3212, 25hhh@hk.dk
  • Gert Simonsen, uddannelseschef på Erhvervsakademi Aarhus,
    tlf. 4015 0971, gs@eaaa.dk 
  • Region Midtjyllands pressevagt svarer alle hverdage fra
    kl. 8 til kl. 17 på tlf. 7841 0666