Region Midtjylland har gennem nogle år arbejdet med særlige designguides, der fortæller om hvad der skal med, når der bygges nye hospitaler. Reglerne bygger på kendt viden og skal følges nøje. Bygningsafdelingerne i de andre regioner vil følge udarbejdelsen af designguiderne og skal være med til at sikre kvaliteten. Tilsvarende indgår den midtjyske videnopsamling i Danske Regioners arbejde med landsdækkende deling af viden om nyt hospitalsbyggeri.
Arbejdet med designguides startede i 2010, hvor Region Midtjyllands centrale bygningsafdeling udarbejdede de første retningslinjer om, hvad der skal tænkes ind i forbindelse med ombygninger og nybyggeri. Guiderne var tænkt som inspiration. Siden er der kommet flere guider, og de første er siden blevet nøje revideret. Fra at have været vejledende har det faglige råd Strategisk Sundhedsledelsesforum i regionen gjort reglerne bindende: ”Følg eller forklar” lyder beskeden. Så hvis de lokale hospitalsledelser ønsker at gå udenfor designguidens rammer, skal de overfor regionsrådet kunne forklare sig med holdbare begrundelser.
– Det har ofte lydt, at de danske regioner ikke har styr på de mange hospitalsbyggerier – eller at de enkelte hospitaler ikke lytter til de andre. Det er ikke sandt. Tværtom tales der i dag sammen og udvikles ideer og løsninger mellem hospitalerne. Vi er stolte over, at vores medarbejdere er med til at vise vejen – og at Region Midt-jylland med udarbejdelse af disse designguides for hospitalsbyggeri både centralt fra og fra de enkelte regioner gøres til en del af en central vidensbank, siger Bent Hansen, regionsformand i Region Midtjylland.
– Med designguiden vil det være muligt at opnå et ensartet kvalitetsniveau, der understøtter funktionalitet, patientsikkerhed, generelt forbedrer patienternes sundhed og velbefindende samt understøtter arbejdsmiljø og arbejdsmiljøloven. En gennemarbejdet designguide kan medvirke til at optimere arealforbruget og derigennem reducere anlægsudgiften, mener Bent Hansen.
Gennemarbejdede og fleksible løsninger kan samtidig understøtte at viden deles, gode løsninger udbredes og reducere behovet for fremtidige ombygninger. Ligeledes har undersøgelser vist, at veldesignede omgivelser kan forkorte patientens indlæggelse og lette personalets arbejdsgange, og dermed medvirke til en reducering af fremtidige driftsudgifter.
Onsdag den 21. november tog regionsrådet arbejdet med designguiderne til efterretning.
Repræsentanter for de andre danske regioner inviteres om kort tid til et møde om Region Midtjyllands designmanual.
Flere oplysninger
• Regionsrådsformand i Region Midtjylland, Bent Hansen (S): 7841 0010 / 4031 3707 / bent.hansen@rr.rm.dk
• Klavs Bjerre, chefkonsulent, Sundhedsplanlægning i Region Midtjylland, 7841 2061 / klavs.bjerre@stab.rm.dk