Men en ambulance er ikke altid den bedste løsning – hverken for patienten eller for det samlede beredskab, fortæller ny folder.
Når du ringer 112 og beder om en ambulance, så er det naturligvis fordi du har brug for hjælp, og det får du. Engang imellem er en ambulance dog ikke den bedste løsning. Måske har du mere brug for et godt råd fra en læge eller en sygeplejerske eller måske kan dit problem løses af din egen læge eller af vagtlægen
Region Midtjylland udgiver nu en folder, der forklarer, hvordan det akutte beredskab fungerer, og hvordan det skal bruges. Folderen bliver husstandsomdelt i hele regionen i dagene mellem jul og nytår.
- Vi har et godt ambulanceberedskab i regionen, men det er nødvendigt, at vi altid prioriterer ambulanceberedskabet til de livstruende og mest alvorlige opgaver. De borgere, der er kommet mest til skade eller er mest syge, skal sikres den hurtige og akutte hjælp, mens borgere med mindre skader eller mindre alvorlige sygdomstilfælde får tilbud om en anden og mindre hastende løsning, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S).
Individuel vurdering
Det er specialuddannede sundhedsfaglige visitatorer på Region Midtjyllands Akut Medicinsk Koordinerings Vagtcentral (kaldet AMK-Vagtcentralen), der i hvert enkelt tilfælde vurderer, om der skal sendes en ambulance.
- Der bliver foretaget en individuel vurdering af hver enkelt patient. Vurderingen er baseret på Dansk Indeks for Akuthjælp - et medicinsk beslutningsstøtteværktøj for sundhedsfagligt personale til hastegradsvurdering, prioritering og disponering af præhospitale ressourcer – for eksempel ambulancer og akutlægebiler. Værktøjet er velkendt, og anvendes over hele landet - ja faktisk i det meste af Norden, forklarer Else Ammitzbøll, som er præhospital chef i Præhospitalet i Region Midtjylland.
Præhospitalet i Region Midtjylland modtager og behandler årligt omkring 345.000 henvendelser fra borgere, praktiserende læger og andre hospitaler, og det betyder at telefonen i Præhospitalet ringer næsten 1.000 gange hver eneste dag.
Fakta – hvad sker der når du ringer 112?
- Når du ringer 112, får du fat i politiets alarmcentral. Hvis dit opkald drejer sig om sygdom eller ulykke, stilles du straks om til en sundhedsfaglig visitator hos Region Midtjyllands AMK-Vagtcentral (Akut Medicinsk Koordinerings Vagtcentral).
- Den sundhedsfaglige medarbejder spørger ud fra lægefaglige retningslinjer, hvad det drejer sig om, og hvad der er sket. Måske har du allerede fortalt det til politiet, men medarbejderen på AMK-Vagtcentralen har brug for at høre det direkte fra dig, for bedst at kunne tage stilling til, hvilken hjælp du har brug for og/eller give dig sundhedsfaglig vejledning over telefonen.
- Imens du taler med den sundhedsfaglige visitator på AMK-Vagtcentralen, sender den tekniske kørselsdisponent samtidigt ambulancen af sted, når det påkrævet.
- Hvis du ringer 112 i tilfælde af f.eks. hjertestop, så får du grundig instruktion i førstehjælp. Det allervigtigste ved hjertestop er, at der gives førstehjælp på stedet. Din indsats kan være af afgørende betydning.
- Læs mere på www.112.rm.dk
- Se film om Præhospitalet på: www.rm.dk/om+os/aktuelt/presserummet/akutfilm
Flere oplysninger
- Regionsrådsformand i Region Midtjylland, Bent Hansen (S): 7841 0010 / 4031 3707 / bent.hansen@rr.rm.dk
- Præhospital chef, Else Ammitzbøll, telefon 78 41 48 00.
- Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer
- Region Midtjyllands pressevagt svarer alle hverdage fra kl. 8 til kl. 17 på tlf. 78 41 06 66