Centralkøkkenet på Aarhus Universitetshospital og dets personale modtog tirsdags en faglig pris for dets arbejde med maden.




Centralkøkkenet på Aarhus Universitetshospital og dets personale modtog tirsdags en faglig pris for dets arbejde med maden.

De faglige organisationer Landbrug og Fødevarer samt Kost- og Ernæringsforbundet har indstiftet en fælles faglig pris ”KøkkenRoser”. Det er branchens måde at påskønne og vise respekt til ildsjælene i de danske køkkener. Det er sjette gang at prisen uddeles.

Centralkøkkenet på Aarhus Universitetshospital, Risskov får ”KøkkenRoserne” for indsatsen med at give patienterne særlige måltider ved højtider og mærkedage og for den måde at koble særlige dage sammen med madtraditioner.

Velovervejet mad og brugerinddragelse
– I Centralkøkkenet har I i rigtig mange år fejret såvel mærkedage og højtider som det at have madtraditioner. Og med kalenderen ’Maden gør en forskel’, som beskriver madtraditionerne, har I et fantastisk redskab, som muliggør den velovervejede mad og samtidig er med til at give patienterne gode madoplevelser, sagde Jette Nielsen, formand for Kost & Ernæringsforbundet i Region Midtjylland, ved overrækkelsen af prisen tirsdag morgen.
– I har fokus på kulinarisk kvalitet i forhold til målgruppen: I er et moderne køkken, der bygger på stolte håndværkstraditioner. I er garant for, at maden tilberedes, så den er sund og ernæringsrigtig, og produktionen sikres gennem medarbejdernes viden om hygiejne og fødevaresikkerhed, sagde den faglige formand og fortsatte:
– I arbejder med forandring og evnen til at skabe variation: Maden, I tilbyder patienterne, fremstilles ud fra årstidens gode råvarer, som også hænger godt sammen med madkalenderen, og maden laves så tæt på spisetidspunktet som muligt, hvilket giver den bedste kvalitetsoplevelse. Og når jeres programerklæring er ’hjemmelavet mad fra bunden’, kan man som patient, gæst eller kunde tillade sig at have høje forventninger. I jeres tilfælde bliver de mere end indfriet.
– Kort sagt, Centralkøkkenet på Aarhus Universitetshospital, Risskov, holder et usædvanligt højt niveau som også bygger på brugerinddragelse. Derfor skal I have årets tredje omgang KøkkenRoser som en hæder for jeres unikke indsats for at ’Maden gør en forskel’: Så rose dem, der roses bør… Stort tillykke til Centralkøkkenet på Aarhus Universitetshospital, Risskov!