01-02-2013



Blandt de ti kandidater anbefaler dommerkomiteen Nørager i Norddjurs Kommune som modtager af Region Midtjyllands Landsbypris 2013. Det skyldes blandt andet landsbyens borgerejede Nørager Udviklingsselskab og et lokalt engageret erhvervsliv.

De er bare 286 sjæle i Nørager, men der sker altså noget, når de træffer beslutninger.
De har satset en halv million kroner på at redde deres købmandsbutik, investeret i en børnehave til 34 børn og pustet nyt liv i deres forsamlingshus.
De har åbnet et vandrerhjem og en sportscafé, og snart kan de samles i deres nye multihal.
De kan også fremvise et mangfoldigt erhvervsliv med flere end 30 virksomheder, og en af dem rydder gerne produktionshallen for at give plads til store arrangementer med både spisning og underholdning.
Det er bare nogle af de tiltag, der sammenholdt med byens uanselige størrelse har imponeret dommerkomitéen så meget, at den nu peger på Nørager i Norddjurs Kommune som modtager af Region Midtjyllands Landsbypris 2013.

Høj kvalitet
Dommerkomiteens anbefalinger er netop onsdag blevet drøftet i regionsrådets rådgivende udvalg for regional udvikling, og her siger formanden for udvalget Gert Schou:
”Mange af ansøgningerne har en høj kvalitet i år, og vi vil gerne sige til alle de borgere og virksomheder, der har lagt kræfterne i for at opnå fine resultater: I har på mange forskellige måder givet jeres landsbyer et imponerende løft”.
”Men når der så skal udpeges én vinder, er vi enige med dommerkomiteen i at anbefale Nørager”, siger Gert Schou, der blandt andet har hæftet sig ved, at de lokale erhvervsvirksomheder involverer sig i landsbylivet og dermed tager medansvar for udviklingen.
Det er regionsrådet, der udpeger prismodtageren på sit møde 27. februar. Prisen uddeles ved en festlig sammenkomst for alle landsbyens borgere i løbet af maj 2013.

Flere borgere
I Nørager er det ikke blot lykkedes borgerne at stoppe affolkningen – nej, indbyggertallet nåede bunden med 273 personer i 2005 og er nu på 286 og stadig stigende.
Ud over at dyrke det interne Nørager-fællesskab arbejder borgerne sammen med fem andre landsbyer for at løfte hele lokalområdet med nabobyen Auning som centrum. Det foregår under overskriften ”Matchmaking Auning” og med støtte fra Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Muliggør det umulige
Det er LAG Djursland, der har indstillet Nørager til regionens landsbypris, og i begrundelsen karakteriseres landsbyen blandt andet som ”et fantastisk lille samfund, som vi alle kender for det enorme drive og de mange ildsjæle, der findes i byen, og hvor borgerne gør det umulige muligt”.
Af dommerkomiteens bemærkninger fremgår Nørager desuden som et eksempel på, ”at landsbyer med fordel kan tænke erhverv og virksomheder sammen med det lokale liv”.
Ni andre landsbyer er indstillet til prisen i år, nemlig Alken (Skanderborg Kommune), Arnborg (LAG Herning), Borbjerg Hvam (LAG Holstebro), Bækmarksbro (LAG Lemvig), Hou (LAG Odder), Isenvad (LAG Ikast-Brande), Serridslev (LAG Horsens), Sparkær (LAG Viborg) samt Stauning (LAG Ringkøbing-Skjern).

Tidligere modtagere
Det er femte gang, at regionens landsbypris skal uddeles. De forrige år er den gået til Idom-Råsted i Holstebro Kommune, Spjald i Ringkøbing-Skjern Kommune, Endelave By i Horsens Kommune samt Rødding i Skive Kommune - i nævnte rækkefølge.
Landsbyprisen er en del af regionens indsats for en region i balance. Med prisen får landsbyer, som kan skabe fremdrift og vækst, både anerkendelse og opmærksomhed, så de kan være til inspiration for andre.




Billedtekst:
Borgere i Nørager har stiftet foreningen Underholdningsfabrikken med det formål at fremme interessen for musik og andre kulturelle formål i Norddjurs kommune. Her ses en del af landsbyen til et musikarrangement, der foregik i produktionshallen hos virksomheden L-Tek i 2012 – på scenen spiller Big Fat Snake.




Flere oplysninger:

Gert Schou
medlem af Regionsrådet i Region Midtjylland
og formand for det rådgivende udvalg
for regional udvikling
Mobil: 2011 2923
gertschou@rr.rm.dk

Karsten Bækgaard, kontorchef
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 7841 1702
karsten.baekgaard@ru.rm.dk


Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne


FAKTA
Kriterier for landsbyprisen 2013
Den enkelte landsby må højst have 2.000 indbyggere.
Derudover ses der på:
• Fremgang i indbyggertal, eller at en negativ udvikling er vendt.
• Gennemførte og igangsatte større projekter og initiativer, der viser nye veje til fornyelse og udvikling, - ikke nødvendigvis fysiske investeringer.
• Sanering, fornyelse og forbedring af det fysiske miljø.
• Et stærkt engagement og samarbejde mellem borgerne, foreningslivet, erhvervslivet, kommunen og andre aktører.
• Stor frivillig indsats og bidrag med private penge.
• Landsbyen eller gruppen af landsbyer har trodset særligt vanskelige vilkår.
• Udvikling baseret på en planlagt udviklingsindsats. Der lægges vægt på, at der er tale om en udvikling inden for de seneste tre til fem år.

Dommerkomiteen/bedømmelsesudvalget består af:
Annette Aagaard Thuesen, Ph.d, Syddansk Universitet
Helle Nørgaard, seniorforsker, Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet
Karsten Jensen, Erhvervsafdelingen Tønder kommune
Otto Lægaard, Projektleder, Thisted kommune
Karsten Bækgaard, kontorchef, Region Midtjylland (formand)