Regionen fokuserer international indsats
19-03-2013
Fremover vil Region Midtjylland koncentrere sin internationale indsats der, hvor der er merværdi og vækst at hente. Den nye strategi, som regionsrådet vedtog onsdag, betyder et styrket samarbejde med Shanghai og Ungarn, men et farvel til venskabssamarbejder i Polen og Rumænien.
Faglighed, kvalitet og tværgående samarbejde er nøgleordene i Region Midtjyllands nye koncernstrategi for internationalisering. Strategien, som blev vedtaget på regionsrådsmødet onsdag, skal styrke Region Midtjyllands samarbejde med de stærkeste faglige miljøer i verden.
- Tiden er løbet fra de klassiske venskabssamarbejder. Nu tager vi udgangspunkt i vores egne faglige styrkepositioner og går efter de mest attraktive samarbejdspartnere i en stadig mere globaliseret verden, siger regionsrådsformand Bent Hansen.
Ifølge Bent Hansen har det internationale samarbejde flere formål: Det skal skabe merværdi og give vækst og udvikling til regionen – blandt andet ved at dygtiggøre medarbejderne gennem samarbejde og udveksling af viden med de fremmeste på deres område ude i verden.
- Det gør vi i stort omfang allerede, og vi har stærke faglige miljøer inden for sundhed, psykiatri- og socialområdet samt regional udvikling, som er attraktive for udenlandske partnere. Men med koncernstrategien vil vi sætte yderligere fokus på vigtigheden af det internationale arbejde. Det er forudsætningen for, at vi fortsat er helt i front og bliver en international vækstregion i et sammenhængende Danmark, sådan som visionen for regionens udvikling lyder, siger Bent Hansen.
Værdierne ud i verden
Koncernstrategien indeholder nogle få, klare mål for det internationale samarbejde. De relaterer sig til Region Midtjyllands værdier - dialog, dygtighed og dristighed - og bringer dem således i spil internationalt.
Konkret skal satsningen koncentreres der, hvor mulighederne for resultater er størst, og det betyder færre samarbejdsregioner her og nu, fortæller kontorchef for Internationalt Kontor Niels Erik Andersen.
- Vi indstiller samarbejdet i Polen og Rumænien, hvor det har været svært at skabe synlige resultater, og samarbejdet med Leningrad Oblast i Rusland er under overvejelse.
Til gengæld fastholder vi vores strategiske samarbejde med Shanghai i Kina og to regioner i Ungarn. Der har vi stort udbytte af samarbejdet på områder som sundhed, rehabilitering, uddannelse samt energi- og miljøsamarbejde, og der har vi kunnet inddrage en lang række virksomheder, organisationer og kommuner i samarbejdet”, siger Niels Erik Andersen.
Foreløbig vil det internationale arbejde ske på tre platforme centreret om regionens kontorer i Bruxelles, Budapest og Shanghai.
-Og fremover bliver de faglige spor afgørende for, hvor vi finder de mest attraktive samarbejdspartnere i Europa og resten af verden, tilføjer han.
Hidtidige erfaringer
Region Midtjylland har på alle områder af regionens arbejde internationale erfaringer at trække på. Det drejer sig om internationalt projektsamarbejde og EU-projekter samt sundhedssektorens og psykiatri- og socialområdets forskningssamarbejde på tværs af landegrænserne, rekruttering af udenlandsk arbejdskraft og udveksling af personale og viden.
Ifølge regionsrådsformand Bent Hansen står regionen derfor godt rustet til i endnu højere grad at udnytte de internationale muligheder, og strategien lægger op til et styrket samarbejde med virksomheder, uddannelses- og forskningsinstitutioner og offentlige myndigheder på alle niveauer – både lokalt, regionalt, nationalt og internationalt.
- Vores nye internationale strategi er altså en åben invitation til samarbejde til gavn for hele regionens udvikling, og vi vil i den første fase gerne afprøve nye ideer og samarbejdsformer – både internt og eksternt”, siger Bent Hansen.
Flere oplysninger
- Bent Hansen, formand for Regionsrådet i Region Midtjylland
- tlf. 7841 0010 / 4031 3707 / bent.hansen@rr.rm.dk
- Niels Erik Andersen, kontorchef, Regional Udvikling, Region Midtjylland, tlf. 7841 1120 / niels-erik.andersen@ru.rm.dk
- Kontaktoplysninger på regionsrådets medlemmer.