Unge mænd, der er svært overvægtige i starten af tyverne, har tre gange så stor risiko for at blive ramt af alvorlige sygdomme eller ligefrem at dø sammenlignet med normalvægtige. Ny forskning viser overraskende, at næsten halvdelen vil have fået hjerteanfald, blodpropper, diabetes eller have mistet livet, inden de fylder 55 år.
Det er velkendt, at fedme i voksenalderen øger risikoen for blandt andet diabetes og hjertekarsygdomme. Ny forskning fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital slår nu fast, at også fedme i den tidlige voksenalder har markant indflydelse på, hvor stor risiko man har for at udvikle livsstilssygdomme senere i livet.
Knap halvdelen af de unge, som er svært overvægtige i starten af 20’erne, vil få alvorlige sygdomme, som i værste fald kan koste dem livet, inden de er blevet 55 år. Dermed har de tre gange så stor risiko sammenlignet med normalvægtige mænd.
BMI over 30 er risikabelt
Det viser en dansk undersøgelse af 6.500 danske mænd født i 1955, som er blevet fulgt i over tredive år fra de var 22 til 55 år. Undersøgelsen er netop blevet publiceret i det anerkendte tidsskrift British Medical Journal, og forskerne bag er overraskede over, at risikoen er så meget større for de svært overvægtige.
- Halvdelen af dem, som havde et BMI på 30 eller derover, da de var i starten af tyverne, havde fået diabetes, hjerteanfald, forhøjet blodtryk, slagtilfælde, blodpropper eller var døde, før de fyldte 55 år. I forhold til normalvægtige er det en markant forøgelse af risikoen, fortæller en af forskerne bag undersøgelsen, professor Henrik Toft Sørensen fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital.
Risikoen for diabetes er otte gange større for de svært overvægtige, mens der er fire gange større risiko for at få blodpropper i lunger eller ben og dobbelt så stor risiko for at få hjerteanfald.
Fedme vil presse sundhedsvæsenet
Resultaterne får forskerne til at advare om, at den fortsatte stigning i fedme kan få store konsekvenser for sundhedsvæsenet.
- Vi har i løbet af de sidste årtier set en halvering i antallet af dødsfald som følge af hjertesygdomme. Men ud fra de nye resultater og i takt med, at fedme er et stigende problem, forventer vi, at det fald vil stagnere. Fedmerelaterede sygdomme og dødsfald vil lægge et hidtil uset pres på sundhedsvæsenet de kommende årtier - ikke bare i Danmark, men på verdensplan, siger Henrik Toft Sørensen.
Fakta
- 48 pct. af de svært overvægtige fik diabetes, hjerteanfald, forhøjet blodtryk, slagtilfælde eller var døde inden de blev 55 år.
- For normalvægtige var risikoen for de samme sygdomme 20 pct. Overvægtige med et BMI mellem 25 og 30 havde en risiko på 31 pct.
- Hver gang BMI-tallet stiger med én, stiger risikoen for diabetes med tyve procent, risikoen for forhøjet blodtryk og blodpropper med ti procent og risikoen for hjerteanfald med fem procent.
- Undersøgelsen er unik i internationale sammenhænge, da man har kunnet følge en stor gruppe mennesker over lang tid. I Danmark kan det lade sig gøre pga. cpr.-registret, hvilket kun ganske få lande har lignende eksempler på.
- Henrik Toft Sørensen, professor, Klinisk epidemiologisk afdeling, Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, tlf. 8716 8063 / 5168 0555 / hts@dce.au.dk