Fire selskaber i spil til akutlægehelikopter
Der er fire selskaber/konsortier, som kan komme til at flyve de tre landsdækkende akutlægehelikoptere fra 2014. Det står klart efter en prækvalifikation.
- Vi har haft et godt felt af ansøgere og står med fire selskaber/konsortier, som er vurderede som egnede til at blive prækvalificerede. Alle 4 har erfaringer med samme eller lignende opgaver.
- Vi glæder os derfor til at se, hvordan de prækvalificerede vil bidrage til etablering af den landsdækkende akutlægehelikopterordning i Danmark, som skal give tryghed og hurtig behandling for de allermest syge og tilskadekomne patienter, siger Christian Boel, formand, Styregruppen for etablering af en landsdækkende akutlægehelikopterordning.
Prækvalifikationen bruges til at vurdere de ansøgende virksomheders egnethed, i forhold til at kunne løse den udbudte opgave om leverance af tre helikopterberedskaber. Denne vurdering sker på baggrund af de oplysninger om virksomhedernes økonomiske og tekniske formåen, som de selv har fremlagt. Regionerne har foretaget en vurdering af ansøgerfeltet og resultatet er, at de 4 nævnte selskaber/konsortier er vurderede som egnede og er prækvalificerede til at afgive tilbud.
De prækvalificerede skal afgive deres tilbud forventeligt i september måned. Selve ordningen forventes at træde i kraft i oktober 2014.
De fire selskaber/konsortier er:
- Bond Air Services LTD
- Falck Air Ambulance A/S
- Norsk Luftambulanse A/S/Nordic Air Ambulance A/S
- Uni-fly A/S & Air Greenland A/S
Bond Air Services LTD
Hvad: Bond Air Services LTD er en del af Avincis Group, som beskæftiger sig med helikopterbaserede redningsopgaver og miljøopgaver i en række forskellige lande - både i Europa og i resten af verden.
Hvor: Bond Air Services LTD har kontrakt om levering af helikopter-beredskab til udførelse af HEMS-operationer fra 18 baser i Storbritannien.
Falck Air Ambulance A/S
Hvad: Falck Air Ambulance A/S er ejet ligeligt af hhv. Falck Danmark A/S og Scandinavian Air Ambulance Holding AB. Falck Air Ambulance A/S vil indgå i samarbejde med underleverandører hhv. Scandinavian Medicopter AB, Falck DRF Luftambulance A/S og Falck Danmark A/S.
Hvor: Scandinavian Medicopter AB/Scandinavian Air Ambulance AB har kontrakt om levering af helikopterberedskab til udførelse af HEMS-operationer fra 6 baser i Sverige og 3 baser i Finland. Falck DRF Luftambulance A/S har kontrakt med Region Hovedstaden og Region Sjælland om levering af helikopterberedskab fra basen i Ringsted indtil 1. oktober 2014.
Norsk Luftambulanse A/S og Nordic Air Ambulance A/S
Hvad: Norsk Luftambulanse A/S er et datterselskab af Stiftelsen Norsk Luftambulanse. Nordic Air Ambulance A/S er et datterselskab af Norsk Luftambulanse A/S.
Hvor: Norsk Luftambulanse A/S har kontrakt om levering af helikopterberedskab til udførelse af HEMS-operationer fra 8 baser i Norge. Nordic Air Ambulance A/S er underleverandør til SOS International A/S, som har kontrakt med Region Midtjylland og Region Nordjylland om levering af helikopterberedskab fra basen i Karup indtil 1. oktober 2014.
Uni-Fly A/S og Air Greenland A/S
Hvad: Konsortiet bestående af Uni-Fly A/S og Air Greenland A/S vil indgå i samarbejde med Responce A/S som underleverandør.
Hvor: Uni-fly A/S udfører bl.a. operationer med helikopter hejs (”hoist”) til vindmøller i Nordsøen. Air Greenland A/S udfører bl.a. redningsopgaver for den danske stat i Grønland med helikopter fra 10 baser samt patienttransport for det grønlandske sundhedsvæsen. Responce A/S har kontrakt om leverance af beredskab med hhv. akutbiler og ambulancer i Region Midtjylland.
Fakta
- HEMS (Helicopter Emergency Medical Service) er hastetransport af syge eller tilskadekomne patienter, medicinsk personel og udstyr, som sker under et bestemt regelsæt for luftfart.
Flere oplysninger
- Christian Boel, formand, Styregruppen for etablering af en fælles akutlægehelikopterordning, tlf. 2374 9162