Behovet for avancerede undersøgelser af patienter med lungekræft er stigende og nu er undersøgelserne for længe undervejs på Aarhus Universitetshospital. Hospitalet har strammet op og Region Midtjylland har sat 2.6 mio. kr. af til at slå ventetiden ned.
I løbet af de sidste seks måneder i 2012, blev ventetiden på avancerede undersøgelser for lungekræft på Aarhus Universitetshospital for lang. For nogle patienter er situationen kritisk, fordi forsinket diagnose også kan betyde forsinkelse af vigtige operationer.
Derfor har forretningsudvalget i Region Midtjylland i dag indstillet til regionsrådet, at der både nu - og fremover - bliver bevilget yderligere 2,6 mil. Kr. til avanceret diagnosticering for lungekræft på AUH.
2,6 mio. på vej
- Universitetshospitalet er gået forrest og har selv fundet løsninger, så der faktisk er diagnosticeret 200 patienter mere end det, bevillingerne rækker til. Det synes vi er flot gået og derfor får lungekræftafdelingen nu penge til at barbere ventetiden helt i bund, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S).
Flere patienter
Når ventetiden stiger, så hænger det sammen med en stærk stigning i antallet af patienter. Lungemedicinsk Afdeling B, Aarhus Universitetshospital modtog i 2012 40 % flere patienter til udredning/behandling for lungekræft end i 2010.
Samtidig får flere patienter avancerede lungekræftundersøgelser med bronkoskopier, EBUS (endobronkial ultralyd) og EUS (ultralydsvejledt oesofagoskopi).
Fakta
Det stigende pres fremgår af denne tabel over avancerede lungekræftundersøgelser:
Kapacitet i henhold til bevilling 2011:
- Bronkoskopier: 833 undersøgelser
- EBUS: 438 undersøgelser
- EUS: 200 undersøgelser
(helår) 2012:
- Bronkoskopier: 912 undersøgelser
- EBUS: 402 undersøgelser
- EUS: 220 undersøgelser
(helår) Vurderet fremtidigt:
- Bronkoskopier: 1.057 undersøgelser
- EBUS: 535 undersøgelser
- EUS: 239 undersøgelser
Kapacitetsbehov:
- Bronkoskopier: 1.300 undersøgelser
- EBUS: 700 undersøgelser
- EUS: 300 undersøgelser
Regionsrådet i Region Midtjylland besluttede den 29. september 2009 at forbedre udredningen af lungekræft ved at indføre konsekvent anvendelse af EUS i udredningen af patienter med begrundet mistanke om lungekræft og med sideløbende opgradering af EBUS-kapaciteten.
Flere oplysninger
- Regionsrådsformand i Region Midtjylland, Bent Hansen (S),
tlf. 7841 0010 / 4031 3707 / bent.hansen@rr.rm.dk - Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer
- Region Midtjyllands pressevagt svarer alle hverdage fra
kl. 8 til kl. 17 på tlf. 7841 0666