24-04-2013

En konference med deltagelse af 400 lærere fra de midtjyske musik- og kulturskoler skal bidrage til skolernes digitale oprustning. Regionsrådet støtter konferencen med 135.000 kroner.

Digital innovation i musik- og kulturskolernes læringsmiljø.
25. september 2013 kl. 9-17 på Kulturellen i Herning og Herning Musikskole.

Regionsrådet for Region Midtjylland besluttede på sit møde onsdag at støtte en konference om digital innovation i musik- og kulturskolerne med 135.000 kroner. Det er den midtjyske afdeling af DMKL (Danske Musik- og Kulturskoleledere) og det digitale sociale musikskolenetværk SINUS, som står bag konferencen, der skal sætte deltagerne i digitalt gear og udforske musikskolens rolle i det digitale rum.

Som noget unikt samler konferencen lærere fra alle musik- og kulturskolerne i Region Midtjylland; op mod 400 lærere forventes at deltage. Et vigtigt mål med konferencen er da også at styrke erfaringsudvekslingen mellem musikskolerne og etablere faglige netværk på tværs af kommunerne. Disse netværk skal sikre, at regionens musik- og kulturskoler har et fælles udgangspunkt og kan være i front med udviklingen og udnyttelsen af nye it-muligheder.

Digitale redskaber
Konferencen er et vigtigt led i en digital strategi for musikskolerne i Midtjylland. Med omdrejningspunkt i emnet ”digital innovation i musik- og kulturskolernes læringsmiljø” består konferencen af oplæg, diskussioner og workshops. Musiklærerne bliver blandt andet præsenteret for praktiske værktøjer og digitale tjenester, som kan bruges i undervisningen. På den måde bliver der udviklet en fælles forståelse for gode digitale redskaber til brug i kreative og pædagogiske sammenhænge.

Regionsrådet har i juni 2011 bevilget 2,5 mio. kroner til SINUS-netværket, et online fællesskab for musikelever og -lærere, som i øjeblikket er ved at blive implementeret på regionens musikskoler som en væsentlig del af musikskolernes digitale fremtid. Det er tanken, at SINUS skal være den sociale e-læringsplatform, hvor erfaringerne fra konferencen bliver omsat til praksis, og hvor innovationen fortsætter i dialogform.


Flere oplysninger:

Tine Engel Mogensen, udviklingskonsulent
Regional Udvikling
Region Midtjylland
Telefon: 7841 1716 / 2029 1989
tine.mogensen@ru.rm.dk

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer