Første september har alle patienter statens garanti for, at de hurtigst muligt får at vide, hvad de fejler, og hvordan sygdommen kan behandles. Men for at retten kan blive overholdt, skal hospitalerne trimmes og gamle pukler fjernes. Til den opgave er regionsrådet på vej med 25 mio. kr.




Første september har alle patienter statens garanti for, at de hurtigst muligt får at vide, hvad de fejler, og hvordan sygdommen kan behandles. Men for at retten kan blive overholdt, skal hospitalerne trimmes og gamle pukler fjernes. Til den opgave er regionsrådet på vej med 25 mio. kr.

Hvis det ellers er medicinsk muligt, så skal alle patienter have at vide, hvad de fejler, og hvordan sygdommen kan behandles, inden der er gået 30 dage. Det er essensen af retten til hurtig udredning, som træder i kraft første september i år.

- Utrygheden og bekymringen er noget af det, der tærer mest, så retten giver bestemt god mening, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S). Sammen med det øvrige forretningsudvalg har han i dag bedt regionsrådet om at bevilge 25. mio. kr. til hospitalerne, så de kan gå ventelisterne efter og blive klar til september.

Længere åbent på hospitalerne
Der er ikke længe til september, og selvom hospitalerne gør, hvad de kan, for at få has på gamle pukler og ventelister, så er det nødvendigt at sætte tempoet yderligere i vejret, for at blive klar til at løfte den nye patientrettighed.

I flere tilfælde bliver der tale om betydelige omlægninger, hvor hospitalerne inden for den nuværende økonomi skal prioritere udredningerne højere. Andre steder skal arbejdet lægges om og effektiviseres, så der bliver tid til flere udredninger. Og så er der rækken af hospitaler, der vil udvide åbningstiderne.

Flaskehalse spærrer vejen for viljen
- Flaskehalse kan spænde ben for de bedste viljer, og generelt slås hospitalerne fx med ventetid på røntgenbilleder og forskellige slags skanninger. På det felt vurderer hospitalerne selv, at de kan udrette en del med 25 mio. kr. omsat til åbningstider, siger Bent Hansen.

Målet er, at ventelisterne bliver væsentligt mindre - og helst fjernet - inden udredningsretten træder i kræft.

Periode med ekstra damp
Regionsrådet vil på næste møde blive orienteret om hospitalernes planer. Cirka 32.000 patienter venter i øjeblikket på at blive udredt. Det vil sige at få at vide, hvad de fejler, og hvad der evt. kan gøres.

Flere oplysninger

  • Regionsrådsformand i Region Midtjylland, Bent Hansen (S), 
    tlf. 7841 0010 / 4031 3707 / bent.hansen@rr.rm.dk

Fakta

  • I 2012 blev der i Region Midtjylland: 
    • Udskrevet 278.321 patienter 
    • Foretaget 190.757 operationer 
    • Gennemført 1.847.431 ambulante besøg 
    • Behandlet 316.690 forskellige personer
  • Når udredningsretten er trådt i kraft, har regionerne pligt til at udrede alle patienter inden for en måned, med mindre dette ikke er fagligt muligt. Hvis udredningen ikke er færdiggjort inden for en måned, skal der laves en udredningsplan, der beskriver det videre forløb. Hospitalerne får desuden forløbsansvaret for patienter henvist til udredning.
     
  • Kardiologiske afdelinger (hjerter) er blandt de afdelinger, der formentligt får svært ved at opfylde udredningsretten.
  • Andre områder, hvor vi ved, at der er udfordringer er inden for neurologi, reumatologi, urologi og øre-næse-halsområdet.
  • Pukkelafviklingen vil typisk ske ved at køre ekstra aktivitet på lørdage samt sent eftermiddag/aften.
  • Flere hospitaler planlægger permanent udvidet åbningstid efter 1. september 2013 for at sikre plads til hurtige udredningsforløb.
  • Find tabel og dagsorden fra møde i Region Midtjylland forretningsudvalg 21. maj