Regionsrådet for Region Midtjylland har givet forhåndstilsagn om, at regionen vil indgå driftsaftale med det kommende Gudenå Hospice i Brædstrup.


Regionsrådet for Region Midtjylland har givet forhåndstilsagn om, at regionen vil indgå driftsaftale med det kommende Gudenå Hospice i Brædstrup.

Region Midtjylland, Støtteforeningen bag Gudenå Hospice og Danske Diakonhjem er nået et skridt videre med etableringen af ni nye hospicepladser i Brædstrup.

Regionsrådet har netop givet forhåndstilsagn om, at regionen vil indgå driftsoverenskomst med den kommende selvejende institution, Gudenå Hospice.

Dermed er vejen banet for, at Gudenå Hospice kan ansøge Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse om penge til etablering af de ni nye hospicepladser.

- Jeg glæder mig over, at vi i samarbejde med Støtteforeningen Gudenå Hospice og Danske Diakonhjem nu er endnu tættere på målet om at give flere uhelbredeligt syge borgere bedre livskvalitet i deres sidste tid. Og med etableringen af Gudenå Hospice i Brædstrup er Region Midtjylland både antalsmæssigt og geografisk godt dækket ind i forhold til hospicepladser, siger regionsrådsformand, Bent Hansen (S).

Om- eller nybygning
Hvis Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse som forventet bevilger penge til etablering af de ni nye hospicepladser i Brædstrup, så kan Støtteforeningen Gudenå Hospice og Danske Diakonhjem gå i gang med at undersøge, om det bedst kan betale sig at ombygge dele af det eksisterende sygehus i Brædstrup til hospice eller om der skal bygges nyt.

- Vi planlægger at sende opgaven i licitation og bede om bud på begge muligheder inden for et på forhånd fastlagt anlægsbudget. Derefter tager vi stilling til, hvor vi får mest kvalitet for pengene, fortæller Torkild Skifter, der er formand for Støtteforeningen Gudenå Hospice.

De ni nye hospicepladser i Brædstrup skal efter planen være klar til brug fra udgangen af 2014.

Fakta

• Region Midtjylland har i øjeblikket 50 hospicepladser:
- 11 pladser på Hospice Søholm, Aarhus
- 12 pladser på Ankerfjord Hospice, Hvide Sande
- 12 pladser på Hospice Limfjord, Skive
- 15 pladser på Hospice Djursland, Rønde

• Fra udgangen af 2014 er der yderligere ni pladser på Gudenå Hospice i Brædstrup.

Flere oplysninger
• Regionsrådsformand i Region Midtjylland, Bent Hansen (S): 7841 0010 / 4031 3707 / bent.hansen@rr.rm.dk

• Torkild Skifter, formand for Støtteforeningen Gudenå Hospice: 2060 1887

• Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer på: www.rm.dk/politik/politikerne

• Region Midtjyllands pressevagt svarer alle hverdage fra kl. 8 til kl. 17 på tlf. 7841 0666