Hvem slår et slag for turismen?
30-05-2013
Til oktober uddeler Region Midtjylland for anden gang TurismeVÆKSTprisen og efterlyser derfor kandidater til prisen. Der er ære og opmærksomhed, 125.000 kroner og en skulptur på spil, og alle midtjyder kan komme med forslag.
Kender du nogen i turismeerhvervet, der i det forløbne år har været dygtig til at skabe merværdi og arbejdspladser, og som har evnet at se ud over Danmarks grænser?
Så fortjener de måske Region Midtjyllands TurismeVÆKSTpris. Den skal uddeles til oktober, men jagten på de bedste kandidater går i gang nu.
Formålet med TurismeVÆKSTprisen er at inspirere og motivere hele det midtjyske turismeerhverv. Erhvervet er i forvejen en betydelig bidragyder til regionens velstand og udvikling, men det er også under pres på grund af krise og globalisering. Derfor er der al mulig grund til at fejre de succeser, der kan være til inspiration for andre.
Alle kan indstille
Enhver borger, virksomhed eller organisation i Region Midtjylland kan indstille kandidater til prisen, og modtagerne kan være enkeltpersoner, turismerelaterede projekter eller turismevirksomheder. Fristen for at indstille kandidater er 15. august.
Hovedpris og temapriser
Ud over en hovedpris, der belønnes med 75.000 kroner og en bronzeskulptur, er der to temapriser, der hver ledsages af 25.000 kroner. Den ene gives til kandidater, der har markeret sig på salg og markedsføring i udlandet, mens den anden belønner innovative forretningskoncepter, der bygger på samarbejde og organisering mellem turismeaktører og skaber meromsætning.
Det er Regionsrådet for Region Midtjylland, der skal udpege prismodtagerne. Prisen uddeles i samarbejde med Midtjysk Turisme
ved Turismekonferencen på Scandic Silkeborg den 22. oktober 2013, og navnene på modtagerne afsløres først ved denne lejlighed.
Goodwill og omtale
At blive udpeget som frontløber på turismeområdet var en appelsin i turbanen for sidste års hovedprismodtager, Small Danish Hotels, ved direktør Jørgen Christensen.
”Det var vi fået en masse ud af. Det var perfekt timing med al den omtale, fordi vi netop havde skiftet navn fra Danske Kroer & Hoteller til Small Danish Hotels. Dernæst gav det os goodwill i vores bagland, som jo er en frivillig kæde af kroer, hoteller, slotte og herregårde. Endelig blev vi synliggjort udadtil i hele turismebranchen og blev egentlig ret stolte af, at vi åbenbart havde bedrevet noget godt”, siger Jørgen Christensen.
Se mere om prisen
Se folder med flere oplysninger om indstilling af kandidater
Billedtekst:
TurismeVÆKSTprisen blev uddelt for første gang i 2012, og her ses vinderne: Fra venstre Henry Thomsen, "far" til Solbaaden ApS, direktør Jørgen Christensen og formand Hilding Hvid fra Small Danish Hotels (i baggrunden regionsrådsformand Bent Hansen), fra VisitAarhus Kristian Rødbro og Peer H. Kristensen samt Erik Frederiksen fra Sandskulpturfestival Søndervig.
Fotoet er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen – husk dog kreditering af fotograf Jens Bach.
Flere oplysninger:
Bent Hansen, formand for
Regionsrådet i Region Midtjylland
Telefon: 7841 0010 / 4031 3707
bent.hansen@rr.rm.dk
Erik Sejersen, afdelingsleder
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 7841 1700 / 2068 5588
erik.sejersen@ru.rm.dk
Jens Hausted, direktør for
Midtjysk Turisme
Telefon: 8921 2281 / 2332 9009
jha@midtjyskturisme.com
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne