12 værktøjer mod patienter på gangene
Et fælles udspil fra medarbejdere og ledere peger på en række initiativer, som tilsammen skal forebygge overbelægning på akutafdelinger og medicinske afdelinger.
Et fælles udspil fra medarbejdere og ledere peger på en række initiativer, som tilsammen skal forebygge overbelægning på akutafdelinger og medicinske afdelinger.
Forretningsudvalget i Region Midtjylland blev tirsdag 17. september orienteret om resultatet af flere måneders analyse af, hvordan man kan mindske overbelægning.
- Det er spændende læsning, som vidner om, at overbelægning ikke fjernes med et snuptag. Der skal nye metoder i spil. Og så skal vi udbrede en række af de gode initiativer, vi har brugt gennem længere tid, endnu mere, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S).
En af de nye metoder er den såkaldte Real Time Demand Capacity, som bl.a. Hospitalsenheden Horsens har gjort sig nogle meget positive første erfaringer med. Metoden er udviklet i USA og går ud på at skabe overblik over det forventede antal indlæggelser og udskrivninger – ikke bare på dagsbasis, men time for time, alle ugens dage, året rundt. Det er patientens aktuelle situation, der bestemmer, hvornår patienten udskrives. Derfor bliver patienter fra de forskellige afdelinger udskrevet løbende hen over dagen og ikke kun i forbindelse med den faste stuegang.
Og på listen over kendte, velafprøvede metoder, som fortjener en endnu større udbredelse, står blandt andet opfølgende hjemmebesøg. Her får ældre borgere besøg i hjemmet efter udskrivelse. Det er med til at hindre genindlæggelser.
- Medarbejderne fortjener roser for at være gået så konstruktivt ind i arbejdet. Fra regionsrådets side har vi allerede anerkendt problemstillingen ved i forbindelse med næste års budget at afsætte 14 mio. kr. til arbejdet mod overbelægning. Det rækker ikke til at gøre alt på en gang, men vi får mulighed for at støtte udbredelsen af en række af disse nye metoder, siger regionsrådsformanden.
Det var regionens øverste, tværgående samarbejdsudvalg, Regions-MEDudvalget, der februar i år nedsatte et dialogforum vedr. overbelægning. Det skete efter problemer for patienter og personale som følge af overbelægning på medicinske afdelinger og akutafdelinger. Samtidig går udviklingen i antallet af sengepladser i nedad, blandt andet fordi det er en forudsætning for de nye hospitalsbyggerier.
Fakta
Medlemmer i Dialogforum vedr. overbelægning
Medarbejdere
- Else Kayser, kredsformand, DSR, Kreds Midtjylland
- Jette Ohlsen, FOA Århus, sektorformand
- Helle Engelsen, Hospitalsenhed Midt, DSR, fællestillidsrepræsentant
- Nethe Lunden, Aarhus Universitetshospital, 3F, fællestillidsrepræsentant
- Mikkel Seneca, Aarhus Universitetshospital, YL, regionsformand
- Jakob Lager, Aarhus Universitetshospital, YL, fællestillidsrepræsentant
Ledere
- Ole Thomsen, koncerndirektør
- Anne Jastrup, koncerndirektør
- Henning Vestergaard, hospitalsdirektør Hospitalsenheden Vest
- Christian Møller-Nielsen, cheflæge Hospitalsenhed Midt
- Vibeke Krøll, chefsygeplejerske Aarhus Universitetshospital
Flere oplysninger
- Regionsrådsformand i Region Midtjylland, Bent Hansen (S),
tlf. 7841 0010 / 4031 3707 / bent.hansen@rr.rm.dk - Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer.
- Region Midtjyllands pressevagt svarer alle hverdage fra
kl. 8 til kl. 17 på tlf. 7841 0666