Der er ingen sammenhæng mellem silikone-implantater i brystet og risikoen for at udvikle lymfom i brystet, viser ny forskning fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet.

Der er ingen sammenhæng mellem silikone-implantater i brystet og risikoen for at udvikle lymfom i brystet, viser ny forskning fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet.

Det er ikke uproblematisk at have silikone-implantater i brystet. Medierne rapporterer ofte om mulige bivirkninger ved silikonebryster. I 2011 udsendte den amerikanske lægemiddelstyrelse (FDA) en advarsel om en mulig sammenhæng mellem silikone-implantater i brystet og risikoen for at udvikle lymfekræft af typen anaplastic large cell lymphoma (ALCL).

Forskere fra Aarhus Universitetshospital, Aarhus Universitet og Kræftens Bekæmpelse har i en ny videnskabelig undersøgelse undersøgt forekomsten af ALCL hos danske kvinder med brystimplantater. Resultaterne er netop blevet offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Cancer Epidemiology, Biomarkers and Prevention.

Med udgangspunkt i Mammaregisteret og Landspatientregisteret fandt forskerne frem til knap 20.000 kvinder, der havde fået indopereret et brystimplantat i perioden 1973-2010.

Blandt de knap 20.000 kvinder med brystimplantat udviklede 31 lymfekræft, hvilket svarer til det forventede antal..

- Men ingen af de 31 lymfekræfttilfælde var ALCL, og vi kunne ikke påvise en sammenhæng mellem bryst-implantater og kræfttypen, siger Maja Ølholm Vase, der er læge og ph.d.-studerende på Hæmatologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.

- Det danske studie er et vigtigt bidrag til den internationale debat, fordi det er baseret på et solidt befolkningsbaseret grundlag. Og på baggrund af de danske data kan man konkludere, at hvis der eksisterer en reelt øget risiko for at udvikle ALCL efter indsættelse af et brystimplantat, så er den meget lille.

I denne sammenhæng spekulerer forskerne også på, om der kunne være særlige forhold hos bestemte kvinder, der gør dem særligt disponerede over for at udvikle ALCL som en slags vævsreaktion mod implantatet.

Resultaterne er publiceret i følgende originalartikel:
http://cebp.aacrjournals.org/content/early/2013/08/16/1055-9965.EPI-13-0633.full.pdf+html

Yderligere information:
Læge, PhD studerende Maja Ølholm Vase, Hæmatologisk Afd. R, Aarhus Universitetshospital, tlf.: 2721 9330 / majvas@rm.dk