25-09-2013
Efter flere års undersøgelser omkring den tidligere losseplads ved Kilen i Struer har Region Midtjylland nu fastslået, at forureningen på nuværende tidspunkt ikke truer hverken beboere, grundvand, dyr eller planter. Regionen arbejder i år med 12 andre tidligere lossepladser.
Når man ser ud over området i dag, tænker man ikke over, at her engang lå en losseplads på størrelse med otte fodboldbaner.
Og det behøver man måske heller ikke tænke så meget over, for selv om arealet rummer en del forurening, er det ikke til fare for hverken mennesker, dyr eller miljø.
Det viser en række prøver, som Region Midtjylland har taget i grundvandet og jorden omkring den tidligere Kilen Losseplads i det nordlige Struer.
”Vi har undersøgt området ganske grundigt. Især fordi Struer Vandforsyning har syv indvindingsboringer placeret på arealet, men også fordi der er boliger ret tæt på”, fortæller vicekontorchef John Ryan Pedersen fra Region Midtjyllands miljøafdeling.
Det er Region Midtjyllands opgave at kortlægge, undersøge og eventuelt oprense forurenet jord – hvis forureningen truer enten drikkevand eller menneskers sundhed i boliger, børneinstitutioner eller på offentlige legepladser.
Anbefalinger til vandværket
I dag er den tidligere losseplads fyldt efter med jord og ligger hen som et grønt område med plæner og blandet bevoksning. Desuden står der nogle klubhuse.
”Forureningen udgør ikke nogen fare for den nuværende anvendelse af arealet. Men der er blandt andet fundet spor af sprøjtegifte og oliestoffer, så vi vil tage nye vandprøver i 2017 og igen vurdere forureningstilstanden. Samtidig har vi nogle anbefalinger til Struer Vandforsyning om at udvide deres analyseprogram, så der hvert år bliver holdt særligt øje med de stoffer, der kræver opmærksomhed”, siger John Ryan Pedersen.
13 lossepladser
Tidligere lossepladser udgør en særlig miljørisiko. I nogle tilfælde kan områderne som i Struer ligge hen og overvåges, mens man andre steder må lave afværgeforanstaltninger.
Aktuelt arbejder Region Midtjylland med 13 tidligere lossepladser og deres omgivelser. De findes her:
• Granslevvej i Hadsten
• Hammelvej i Hadsten
• Ringvejen i Holstebro
• Mågevej i Holstebro
• Nybodalen ved Holstebro
• Skjernvej i Nr. Felding ved Holstebro
• Tvingstrup Mose ved Hovedgård
• Knudevejen i Edslev ved Hørning
• Lundgårdsvej i Juelsminde
• Voldgade/Holstebrovej i Struer
• Torstedvej i Tim
• Kræmmervejen, Vellev ved Ulstrup
• Kirkebakken i Ulstrup
25.000 grunde i søgelyset
Regionens miljøindsats er knyttet til regionens og kommunernes fælles strategi, den regionale udviklingsplan. Den indeholder visionerne om, at regionens grundvand i år 2030 stadig er rent, og at der ikke længere findes jordforureninger, som udgør en trussel mod folks sundhed.
Af de knap 25.000 grunde, der oprindelig har været i regionens søgelys på grund af deres forhistorie som hjemsted for eksempelvis renserier, maskinstationer, frugtplantager og andre erhverv, der kan have spildt forurenende kemikalier, er der konstateret forurening på knap 3.000, mens knap 6.000 stadig ”kun” er mistænkt.
I år forventer Region Midtjylland at bruge knap 44 mio. kroner på området for jordforurening.
Regionens undersøgelsesrapporter om Kilen Losseplads kan hentes på regionens hjemmeside.
Billedtekster:
(øverste foto) Der er grønt og naturskønt på den tidligere Kilen Losseplads i Struer. selv om arealet rummer en del forurening, er det ikke aktuelt til fare for hverken mennesker, dyr eller miljø, konstaterer John Ryan Pedersen fra Region Midtjyllands Miljøafdeling.
(midterste foto) Kun nogle rør og metalkasser med udstyr til overvågningsboringer stikker op i det ellers grønne landskab.
(nederste foto) Ud over at tage prøver af jord og grundvand har Region Midtjyllands undersøgt, om lossepladsforureningen kan udgøre en trussel for indeklimaet i de nærliggende boliger, men heller ikke det er tilfældet. Billedet viser måling af poreluft under asfalten.
Alle fotos er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen. Få dem i høj opløsning ved at klikke på dem.
Flere oplysninger:
Hans Fredborg, vicedirektør
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 7841 1900
hans.fredborg@ru.mr.dk
John Ryan Pedersen, vicekontorchef
Regional Udvikling
Region Midtjylland
Telefon: 7841 1892
john.ryan@ru.rm.dk
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne