Konference om landbrugets nye rolle
09-09-2013
Samfundet efterspørger i stigende grad produkter baseret på biomasse, og det giver dansk landbrug nye muligheder. Rollen som multileverandør af fødevarer, foder samt biomasse til materialer, kemiske produkter og energi er emnet for en konference 8. oktober, som Region Midtjylland er medarrangør af.
Under overskriften ”Fremtidens landbrug i det biobaserede samfund” inviterer Region Midtjylland, Aarhus Universitet og Videncentret for Landbrug til konference på Forskningscentret AU Foulum den 8. oktober.
Her vil et par hundrede beslutningstagere i og omkring landbruget, industrien, landbrugets organisationer og uddannelser samt politikere diskutere landbrugets rolle og forretningsmuligheder i et samfund, der stiller øgede krav til produktion og anvendelse af biomasse.
Arbejdet for bæredygtighed
For Region Midtjylland er konferencen et led i at realisere den regionale udviklingsplan. Her har regionen og de 19 kommuner besluttet at arbejde for, at landbrug og produktionserhverv bidrager til en bæredygtig udvikling i hele regionen – og at biomasseressourcerne, herunder landbrugets restprodukter, anvendes bæredygtigt.
Samtidig har de forpligtet sig på at tilskynde til en stadig mere bæredygtig fødevareproduktion – blandt andet via egne indkøb.
Der er lagt op til et udvidet samarbejde mellem regionen, kommunerne, landbruget og det øvrige erhvervsliv samt institutioner for forskning og viden. Et samarbejde, der kan føre til ny efterspørgsel, nye løsninger og nye forretningsområder.
Muligheder og udfordringer
Regionsrådsformand Bent Hansen byder velkommen til konferencen, som også byder på oplæg fra Landbrug & Fødevarer, Aarhus Universitet samt NaturErhvervstyrelsen. De vil belyse landbrugets muligheder og udfordringer og beskrive det fremtidige biobaserede samfund og dets økonomiske rammer samt mulighederne for at dyrke og mobilisere mere biomasse.
Derudover vil repræsentanter for KMC A.m.b.a., Karup, Vitalys I/S, Esbjerg, samt Maabjerg Energy Concept, Holstebro, fortælle om deres erfaringer med og forventninger til nye anvendelser af biomasse fra landbruget.
Hvor skal vi hen?
Endelig skal en paneldebat under overskriften: ”Hvor skal vi
hen, og hvordan kommer vi derhen?” sikre, at konferencedeltagerne går hjem med inspiration til fremtidens landbrug.
Panelet består af regionsrådsformand Bent Hansen, regionsrådsmedlem Olav Nørgaard, folketingspolitikerne Steen Gade og Michael Aastrup Jensen, direktør i Landbrug & Fødevarer Jan Mousing, branchedirektør i DI Fødevarer Ole Linnet Juul, samt fra BioRefining Alliance direktør Anne Grethe Holmsgaard og fra Danmarks Naturfredningsforening præsident Ella Maria Bisschop-Larsen.
Pressen er velkommen til at overvære dele af eller hele konferencen.
Se invitation/program
Se oplæg:
Landbrugets rolle i "Det biobaserede samfund"v. viceformand Lars Hvidtfeldt, Landbrug & Fødevarer
"Det biobaserede samfund"v. institutleder Erik Steen Kristensen, Aarhus Universitet
Bioøkonomiens fremtidige rammer v. enhedschef Morten Blom Andersen, NaturErhvervstyrelsen
Biomasse - en begrænset ressource? v. seniorforsker Uffe Jørgensen, Aarhus Universitet
Produktion af kartofler v. adm. direktør Nicolai Hansen, KMC
Foderprodukter v. underdirektør Kjeld Raunkjær Kjeldsen, Vitalys I/S
Animalske restprodukter v. Kjær Andreasen, DAKA Bio-Industries
Flere oplysninger
Henrik Brask Pedersen, afdelingschef
Regional Udvikling
Region Midtjylland
Telefon: 7841 1800
Henning Laursen, udviklingskonsulent
Regional Udvikling
Region Midtjylland
Telefon: 7841 1806
Anja Rasmussen, udviklingskonsulent
Regional Udvikling
Region Midtjylland
Telefon: 7841 1705