Vestdansk Center for Rygmarvsskade i Viborg har fået ny klinikchef. 1. september tiltrådte Rikke Middelhede Hansen som klinikchef for centret, der hører organisatorisk under Neurologisk Afdeling ved Hospitalsenhed Midt.
Hent pressemeddelelse (pdf)
42-årige Rikke Middelhede Hansen kommer fra en stilling som overlæge på Vestdansk Center for Rygmarvsskade. Her har hun de seneste fem år blandt andet været med til at styrke det tværfaglige samarbejde i centret til gavn for de rygmarvsskadede patienter, som typisk er indlagt i adskillige måneder ad gangen.
Vestdansk Center for Rygmarvsskade varetager på højtspecialiseret niveau rehabilitering af patienter med rygmarvsskade. Centret tager imod patienter fra hele Jylland og Fyn og har sideløbende med behandling og rehabilitering stor fokus på forskning. Som klinikchef får Rikke Middelhede Hansen samtidig ansvar for målet om, at Vestdansk Center for Rygmarvsskade skal opnå status af universitetsklinik.
Som led i en gennemgribende om- og tilbygning af Regionshospitalet Viborg, er de fysiske rammer for Vestdansk Center for Rygmarvsskade under kraftig ombygning. Det renoverede og udbyggede center ved Søndersø i Viborg skal til foråret 2014 stå klar med blandt andet 35 enestuer med eget bad og toilet, moderne træningsfaciliteter, varmtvandsbassin og fællesrum med søudsigt.
Læs mere om ombygningen af Vestdansk Center for Rygmarvsskade.
Rikke Middelhede Hansen er uddannet speciallæge i almen medicin og har blandt andet arbejdet som distriktslæge i Grønland og reservelæge ved Reumatologisk Afdeling ved Regionshospitalet Viborg, inden hun i 2009 blev afdelingslæge ved paraplegifunktionen samme sted. Siden 2010 har hun været overlæge ved Vestdansk Center for Rygmarvsskade, hvor hun nu altså får det daglige ansvar i samarbejde med centrets afdelingssygeplejerske og ledende terapeuter.
- Det har været spændende at være med i det store tværfaglige samarbejde, som præger dagligdagen på Vestdansk Center for Rygmarvsskade. Og jeg vil gerne være med til at bringe centret endnu videre. Samarbejdet i teams skal afprøves yderligere for at effektivisere behandlingen og højne kvaliteten for patienter og pårørende, siger Rikke Middelhede Hansen, som privat bor i Viborg.
Den nye klinikchef afløser Inge Lauge, som har valgt at hellige sig de kliniske opgaver på centret i en seniorordning på nedsat tid.