Unge med svære funktionelle lidelser er en gruppe af patienter, som indtil nu har haft dårlige behandlingsmuligheder i det etablerede sundhedsvæsen.
”Nogle unge mennesker med svære funktionelle lidelser bliver så syge, at de ikke er i stand til at gå i skole, ikke kan opretholde deres normale fritidsaktiviteter og mister kontakten til deres venner. Og ofte bliver hele familien påvirket af sygdommen,” fortæller overlæge, ph.d. Charlotte Rask, der er ansvarlig for behandlingsprojektet for unge i alderen 15-19 år, som har haft en svær funktionel lidelse i mindst et år.
”Hidtil har der ikke været noget specialiseret tilbud til denne gruppe patienter i Region Midtjylland, så det er et stort fremskridt, at vi nu kan tilbyde denne behandling,” fortæller Charlotte Rask.
”Videnskabelige undersøgelser har vist, at behandlingen virker hos voksne, og vi håber, at dette projekt kan give os ny viden om behandling af unge med funktionelle lidelser. Der vil derfor blive knyttet et videnskabeligt forskningsprojekt til behandlingen.”.
I første omgang er der mulighed for at tilbyde en mindre gruppe unge fra Region Midtjylland udredning og behandling af deres funktionelle lidelse. Behandlingen består af 9 sessioner med samtaleterapi i grupper (Acceptance and Commitment Therapy (ACT) som er en videreudvikling af kognitiv adfærdsterapi) en gang om ugen over en periode på ca. 3 måneder og vil foregå på Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser på Aarhus Universitetshospital. Patienterne kan henvises til afdelingen af deres praktiserende læge, hospitalslæge eller psykolog.
Målet er, at behandlingsprojektet kan være med til at forbedre behandlingen af funktionelle lidelser hos unge.
Hvis du ønsker yderligere information om behandlingsprojektet, er du velkommen til at kontakte overlæge, ph.d. Charlotte Ulrikka Rask på tlf. 78464310 eller e-mail: charrask@rm.dk
Hvad er funktionelle lidelser?
Funktionelle lidelser er en gruppe af sygdomme, hvor man har fysiske symptomer, som gør det svært at fungere i dagligdagen. Den præcise årsag kendes ikke, men man kan forstå det som en tilstand, hvor hjernen og kroppen af forskellige årsager er overbelastet.
De typiske gener er: hovedpine, smerter i ryg, muskler og led, maveproblemer, åndenød og voldsom træthed.
Både børn, unge og voksne kan få en funktionel lidelse.
- Læs mere på www.funktionellelidelser.dk