Der skal være flere kliniske forsøg i Danmark. Derfor har regionerne besluttet at etablere ordningen Én Indgang, der skal bygge bro mellem forskere og industrien.
Manglende tid i en travl klinisk hverdag og frygt for at havne i en negativ mediemølle. Det er ifølge overlæge og regional koordinator Helene Nørrelund nogle af årsager til, at deltagelse i kliniske forsøg bliver nedprioriteret blandt forskerne. Som regional koordinator for Én indgang skal hun være med til at vende den negative udvikling:
”Der har været meget negativt omtale af samarbejde mellem forskere og medicinalindustrien i medierne. Det synes jeg er rigtigt ærgerligt, for et mere effektivt samarbejde mellem industrien og de kliniske forskere kan bidrage med at højne forskningsniveauet i sundhedsvæsenet og dermed også fremme behandlingen i sidste ende,” siger Helene Nørrelund og uddyber:
”Vi skal blive bedre til at koordinere og effektivisere den kliniske forskning, så vi i fremtiden får flere i stedet for færre kliniske forsøg i regionen og i Danmark generelt.”
Brug for hurtigere resultater
Dansk forskning generelt er kendt for at være af høj kvalitet, men der bliver større og større konkurrence, så danske forskere er også nødt til også at kunne konkurrere på hastigheden:
”Industrien oplever i dag, at der går for lang tid fra aftaler indgås til et forsøg er afsluttet. Derfor flytter firmaerne i stigende grad lægemiddelafprøvningerne til andre lande, hvor man er hurtigere til at rekruttere patienter,” siger Helene Nørrelund.
Der er derfor brug for en hurtigere og mere effektiv forskningsinfrastruktur. Det skal skabes ved at udnytte registrene bedre til at finde antallet af patienter med en given diagnose i de enkelte ambulatorier. På den måde kan man sikre, at forsøgene bliver lavet, der hvor man bedst kan rekruttere det aftalte antal patienter indenfor den aftalte tid. Vi vil også arbejde for at understøtte udbredelsen af ”best practices” på tværs af afdelinger, fortæller hun.
Matchmaking på ny hjemmeside
Èn indgang, der er finansieret af Aarhus Universitet og Region Midtjylland, skal være et videncenter for både forskere og industrien. Det midtjyske Èn indgang-hjemmeside er netop blevet lanceret:
”Hjemmesiden skal være med til at bygge bro mellem industrien og forskere. Industrien kan bruge hjemmesiden til at finde relevante samarbejdspartnere på de kliniske afdelinger i Region Midtjylland enten via mig eller direkte kontakt til klinikerne. Og for forskerne er siden med til at synliggøre deres forskning og den er en indgang til de forskellige akademiske støttemuligheder, der skal hjælpe dem godt på vej,” afslutter Helene Nørrelund.
Siden vil løbende bliver udbygget med services til forskere og industrien.
- Besøg hjemmesiden www.en-indgang.dk
- Læs mere om kliniske forsøg i samarbejde med regionerne
Flere oplysninger
- Regional koordinator Helene Nørrelund, overlæge, dr. med, Ph.d., MBA, Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin, tlf 8715 5872 / hwn@dce.au.dk