04-09-2013
Udsigt til gunstigt regnskab for 2013 giver mulighed for flere nye initiativer på sundhedsområdet i Region Midtjylland.
Et samlet budget på mere end 26 mia. kr. blev fordelt, da Socialdemokraterne, SF, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti samt Fælleslisten
onsdag 4. september indgik aftale om næste års budget i Region Midtjylland.
- Aftalen er udtryk for økonomisk ansvarlighed. Vi skal holde stramt i tøjlerne, og det gør vi. Men når det er sagt, er jeg meget tilfreds med, at der i en tid med stram økonomi er skabt plads til flere nye initiativer end forventet, fordi der er styr på pengene. Vi kan købe mere udstyr selv i stedet for at lease, og det giver nye muligheder, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S).
14 mio. kr. til det medicinske område
I alt blev der fordelt 56 mio. kr. ved budgetforliget til nye initiativer. Her er især det medicinske område tilgodeset. Det medicinske område får således et løft på 14 mio. kr. med det formål at undgå overbelægning. Hvordan beløbet konkret skal bruges, afhænger af de anbefalinger, som et dialogforum med deltagelse af ledere og medarbejdere præsenterer inden udgangen af oktober.
Retspsykiatri styrkes
Også retspsykiatrien er tilgodeset med nye midler. Her afsættes syv mio. kr. til omlægge et almenpsykiatrisk sengeafsnit til et retspsykiatrisk sengeafsnit.
Derved sikres det, at psykiatriske patienter, som er dømt for en lovovertrædelse, får en specialiseret behandling. Samtidig aflastes de almenpsykiatriske afdelinger i Holstebro, Herning, Horsens og Randers.
Omlægningen vil ske fra 1. september 2014.
Fokus på lighed i sundhed
Patientinddragelse og lighed i sundhed er prioriteret med seks mio. kr.
Her er det fx målet at kunne give borgere med psykisk sygdom et helbredstjek for evt. fysiske sygdomme. Det er nemlig erfaringen, at mange psykisk syge har en overset fysisk sygdom og en markant kortere levetid end andre borgere.
Pengene skal også bruges til at igangsætte et pilotprojekt, hvor socialsygeplejersker hjælper fx misbrugere og hjemløse, både når de er indlagt og efter udskrivelse.
50 mio. kr. til partikelaccelerator
I et historisk højt anlægsbudget afsættes der i alt 50 mio. kr. til at medfinansiere udgifter til det anlæg for partikelterapi, som Folke-tinget har besluttet at placere i Aarhus.
Anlægget skal give specialiseret kræftbehandling til især børn og personer med kræftsvulster på meget følsomme områder som fx øjne og hjerne.
- Vi har stillet en gratis byggegrund til rådighed og afsætter nu 10 mio. kr. i 2014, 20 mio. kr. i 2015 og atter andre 20 mio. kr. i 2016 til etableringen, siger Bent Hansen
Partikelanlægget vil koste ca. 800 mio. kr. Regionsrådsformanden forventer, at den offentlige finansiering bliver fastlagt i finansloven for 2014, og at en del af finansieringen – apparaturet – bliver finansieret via fonde.
Styrket samarbejde med praktiserende læger
De praktiserende læger spiller en central rolle i udviklingen af sundhedsvæsenet. Derfor har forligspartierne prioriteret at styrke samarbejdet om forskning på praksisområdet.
Der er afsat 1,5 mio. kr. hertil.
Socialområdet og Regional Udvikling
Socialområdet og området for regional udvikling har hver deres selvstændige økonomi, adskilt fra sundhedsområdet.
På det sociale område er det tidligere aftalt med kommunerne permanent at reducere taksterne for kommunernes brug af botilbud mv. med 2,5 procent i 2014.
Inden for Regional Udvikling er der afsat 4,2 mio. kr. til at styrke regionsrådets højt prioriterede indsatser i den regionale udviklingsplan. Det drejer sig om initiativer inden for klimatilpasning samt om energiplanlægning i retning af vedvarende energi.
Begge initiativer vil foregå sammen med kommunerne og en lang række andre aktører i regionen.
Regionsrådet vedtager budget 2014 endeligt 25. september 2013
Fakta: Anlægsbudget
- Regionen har i 2014 et anlægsbudget på ca. 2,6 mia. kr.
På anlægssiden er det de tre kvalitetsfondsprojekter i Skejby, Viborg og Gødstrup, der fylder mest. Alene disse projekter har tilsammen et anlægsbudget over 2 mia. kr.
Herudover er der tale om en væsentlig modernisering og udbygning af regionshospitalerne i Randers, Horsens og Silkeborg. Samt om et nyt psykiatrisk afsnit i Gødstrup og et psykiatrisk center i Skejby til afløsning af det nuværende hospital i Risskov.
Udgifter fordelt på byggerier:
DNU, Skejby* 1.571 mio. kr.
DNV, Gødstrup* 350 mio. kr.
Regionshospitalet Viborg* 107 mio. kr.
Regionshospitalet Randers 95 mio. kr.
Regionshospitalet Horsens 86 mio. kr.
Regionshospitalet Silkeborg 10 mio. kr.
Psykiatrien i Gødstrup 25 mio. kr.
Psykiatrisk Center i DNU, Skejby 6 mio. kr.
*) kvalitetsfondsprojekt
Hertil kommer driftsanskaffelser til medicoteknisk udstyr for 192 mio. kr.
Flere oplysninger
- Regionsrådsformand i Region Midtjylland, Bent Hansen (S): 7841 0010 / 4031 3707 / bent.hansen@rr.rm.dk
- Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer
- Region Midtjyllands pressevagt svarer alle hverdage fra
kl. 8 til kl. 17 på tlf. 7841 0666