27-09-2013
Skive, Samsø og Herning kommuner har med støtte fra Region Midtjylland taget de første skridt i arbejdet med cirkulær økonomi. På hver sin måde vil de via projektet Rethink Business styrke den grønne erhvervsudvikling og skabe vækst og arbejdspladser.
Onsdag, den 25. september godkendte Regionsrådet for Region Midtjylland tre kommuners ansøgninger til kommunepuljen i projektet Rethink Business under Region Midtjyllands Vækstforum.
Rethink Business er et udviklingsprojekt, der skal styrke grøn vækst for virksomheder og kommuner i regionen, og det er funderet i tankesættet bag Cradle 2 Cradle og cirkulær økonomi.
Arbejdstøj i Herning
Herning Kommune sætter fokus på at genanvende kommunalt arbejdstøj. Man ønsker at udvikle en cirkulær økonomisk forretningsmodel, hvor man kan genanvende tøjet og minimere affaldsmængden. Projektet bygger på et samarbejde med De Forenede Dampvaskerier og TEKO Design + Business.
Byggeaffald i Skive
Projektets kommunespor er rettet mod at etablere offentlige og private samarbejder, som kan skabe vækst og øget beskæftigelse.
I Skive kommune handler det om sortering, behandling og genanvendelse af byggeaffald. I samarbejde med lokale virksomheder, som f.eks. Tom Probansky og Gamle Mursten, vil man udvikle nye modeller til at behandle og genbruge mange former for bygningsaffald.
Pumper på Samsø
På Samsø er cirkulær økonomi omdrejningspunktet i en større energieffektivisering i kommunen. I forbindelse med udskiftning skal de brugte pumper til vand, varme og spildevand genbruges og nye pumper installeres via en leasingordning. Dette skal realiseres gennem et samarbejde mellem bl.a. Grundfos og lokale VVS-installatører.
Kun begyndelsen
De metoder og den viden, der ligger i projektet Rethink Business, giver kommunerne en mulighed for at styrke deres arbejde med grøn omstilling. De tre ansøgninger udmærker sig ved, at cirkulær økonomi er fællesnævner for deres ambitiøse mål.
Dette er imidlertid kun begyndelsen til mange flere offentlige og private samarbejder. I Skive kommune har arbejdet med cirkulær økonomi eksempelvis ført til nye muligheder og værdikæder. Her øjner man allerede en mulighed for at starte en erhvervsklynge. Den skal danne rammerne om et samarbejde mellem virksomheder, hvor man kan udveksle og bruge hinandens affald og spildmaterialer. På sigt skal klyngen vokse og understøtte den lokale grønne vækst, ligesom man håber, at den vil trække nye virksomheder til kommunen og skabe flere arbejdspladser.
Flere penge i puljen
På sit møde onsdag sagde Regionsrådet i Region Midtjylland ja til at reservere en mio. kroner i yderligere puljemidler. Det giver regionens kommuner en ny chance for at få en økonomisk håndsrækning til at realisere deres projekt med cirkulær økonomi, der kan være deres bud på et demonstrationsprojekt og vise vejen frem mod grøn omstilling. Ansøgningsfristen ligger allerede i slutningen af oktober 2013.
Yderligere oplysninger:
Svend Erik Nissen, projektleder
Rethink Business
info@rethinkbusiness.dk
Telefon: 9642 6548
Christian Fredsø, strategisk udvikler
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 7841 1305
christian.fredsoe@ru.rm.dk
Elinor Bæk Thomsen, kontorchef
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 7841 1301
elinor.thomsen@ru.rm.dk
FAKTA
om Rethink Business
Rethink Business er sat i gang af Vækstforum Midtjylland med Development Centre UMT i Herning som den udførende part. COWI og Vugge til Vugge Danmark skal vejlede de deltagende virksomheder i arbejdet med handlingsplaner.
Læs mere på www.rethinkbusiness.dk