30-10-2013



Region Midtjylland og 11 kommuner vil sammen spare energi og CO2 i de kommende år. Parterne søger EU-støtte til at komme i gang med at energioptimere bygninger, gadebelysning og transport.

En energibesparelse på cirka 35.000 Megawatt-timer og 7.300 tons mindre CO2-udledning. Det er den forventede årlige udbytte af det fælles energispareprojekt, som Region Midtjylland og 11 af regionens kommuner har søgt EU-støtte til.
Læg dertil en øget beskæftigelse på cirka 850 årsværk i de tre år, projektet varer, et forbedret indeklima i de bygninger, der energirenoveres, samt en værdifuld opsamling og udveksling af viden.

”Der er simpelthen så mange fordele i at koordinere og gennemføre disse energioptimeringer sammen. På den måde får vi mest muligt ud af midlerne”, siger regionsrådsformand Bent Hansen med henvisning til, at EU-pengene skal bruges på projektforberedelse, planlægning, kravspecifikationer, fælles udbud og tilknytning af rådgivere og specialister.

Forprojekt i 2012
De 11 kommuner Favrskov, Hedensted, Herning, Horsens, Norddjurs, Randers, Ringkøbing-Skjern, Samsø, Silkeborg, Syddjurs og Viborg samarbejdede med Region Midtjylland i 2012 om et forprojekt. Det viste et stort potentiale i at investere i energibesparelser i de offentlige bygninger. På dette grundlag besluttede man at arbejde videre med en egentlig ansøgning til EU.

Tre hovedområder
Projektet, som hedder Det Midtjyske ELENA (ELENA er en forkortelse af European Local Energy Assistance), skal gennemføres inden for en tre-årig periode, der starter ved godkendelse af ansøgningen – forventet omkring marts måned 2014.
Der er søgt om 20 mio. kroner fra EU, hvilket svarer til 4,5 procent af det samlede budget på cirka 450 mio. kroner.

Hovedområderne i energispareprojekterne er:
• Bygninger (varmeanlæg, automatik, belysning, ventilation, solceller, klimaskærm, vinduer, døre, ovenlys mv.)
• Gadebelysning (udskiftning af lyskilder og intelligent styring)
• Transport (elbiler og ladestandere til elbiler)


Billedtekst: Det 20.000 kvadratmeter store rådhus i Viborg var blandt de første kontorbyggerier i den såkaldte lavenergiklasse 1. Det forbruger halvt så meget energi som et konventionelt kontorbyggeri – blandt andet på grund af en varmepumpe, 800 m2 solceller og trelagsruder, lige som facaderne er konstrueret til at opsamle energi.
Foto: Thorbjørn Hansen, Kontraframe. Fotoet er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen, hvos fotografen krediteres. Få det i høj opløsning ved at klikke på det.


Flere oplysninger:
 
Mogens Bjørnlund, projektleder
Regional Udvikling
Region Midtjylland
Telefon: 7841 1825 / 4020 4890

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne