En it-fejl forsinker 143 indkaldelser til Aarhus Universitetshospital med op til 14 dage


En it-fejl forsinker 143 indkaldelser til Aarhus Universitetshospital med op til 14 dage

Et it-problem betød fredag 11. oktober, at i alt 143 patienter ikke har modtaget deres indkaldelse til en undersøgelse eller behandling på Aarhus Universitetshospital. Nogle af patienterne har tider indenfor den næste uge, og de bliver kontaktet telefonisk. Resten får tilsendt det forsinkede brev fra hospitalet i løbet af denne uge.

I sidste uge fik Aarhus Universitetshospital melding fra den printfabrik, som printer, kuverterer og sender breve for hospitalet til patienter, om at 16 indkaldelsesbreve var kommet ud af printeren uden tryk på.

Disse patienter blev hurtigt identificeret, og de involverede afdelinger kontaktede straks de 16 patienter. De forsinkede indkaldelser af disse patienter betød, at én patient ikke kunne møde op den dag, vedkommende var blevet indkaldt.

Det har nu vist sig, at problemet er mere omfattende. I alt har 143 patienter ikke modtaget indkaldelsesbreve, som skulle have været sendt fredag 11. oktober. Problemet vedrører afdelinger på det tidligere Århus Sygehus, og disse afdelinger har tirsdag eftermiddag modtaget lister med de berørte patienter.

Patienter, der har en tid inden for den næste uge, vil blive kontaktet pr. telefon. Patienter med tider, som ligger længere fremme end en uge, vil få tilsendt en ny indkaldelse.

Problemet opstod fredag 11. oktober om morgenen, da der blev lavet en mindre ændring i it-systemerne på Aarhus Universitetshospital. Ændringen skulle gøre det muligt for patienter, som har tilmeldt sig digital post fra det offentlige, at modtage deres indkaldelsesbrev via e-Boks. Men da ændringen gav print-problemer på hospitalet blev den ’rullet tilbage’ allerede samme formiddag. Desværre blev problemerne med print på printfabrikken først opdaget senere.

For at være helt sikre på, at problemet er løst, er digitale indkaldelser stillet i bero på Aarhus Universitetshospital i minimum 14 dage.


Evt. yderligere information:
  • Sygeplejefaglig direktør Vibeke Krøll,
    tlf. 7846 2333 / 2095 7259
  • It-sundheds-chef Ivan Damborg Jensen,
    tlf. 7845 8800