Henny Jørgensen udnævnt som hospitalsapoteker for nyt stor-apotek.
Når de tre nuværende hospitalsapoteker i Region Midtjylland fusioneres til et fælles regionalt hospitalsapotek, bliver det med en erfaren hospitalsapoteker ved roret.
Henny Jørgensen har siden 1996 været hospitalsapoteker på Aarhus Universitetshospital. Her står hun i spidsen for en organisation, der hvert år leverer lægemidler og serviceydelser for mere end 1 mia. kroner. Det er også en organisation, der arbejder på tværs af geografi, for hospitalsapoteket på Aarhus Universitetshospital har afdelinger på hospitalerne i Horsens og Randers.
Fremover får Henny Jørgensen ansvaret for en endnu større organisation. Regionsrådet i Region Midtjylland har besluttet at samle de tre nuværende hospitalsapoteker i Aarhus, Viborg og Herning til ét apotek, med afdelinger i Aarhus, Herning, Viborg, Randers og Horsens. Målet er at effektivisere driften og forbedre mulighederne for at føre nye initiativer ud i livet.
- Vi får en dygtig fagperson og en dygtig leder i spidsen for det nye fælles apotek. Der er brug for begge dele, for vi har store ambitioner for området, siger koncerndirektør Ole Thomsen.
Henny Jørgensen er 62 år og uddannet farmaceut og merkonom. Hun tiltræder sit nye job 1. januar 2014.
De nuværende hospitalsapotekere i henholdsvis Viborg og Herning bliver tilbudt lederstillinger i det fusionerede apotek.
Foto
Fotoet af Henny Jørgensen kan frit anvendes i forbindelse med omtale af denne pressemeddelelse, med angivelse af fotograf: Pia Crone Madsen/AUH Kommunikation.
Flere oplysninger
- Koncerndirektør Ole Thomsen, 7841 0040 eller 2146 9807.
- Region Midtjyllands pressevagt svarer alle hverdage fra kl. 8 til kl. 17 på tlf. 7841 0666