Vækstforum Midtjylland vedtog onsdag sin endelige handlingsplan frem til 2015. Planen er justeret i forhold til anbefalinger fra OECD og skal sikre sammenhæng mellem den statslige og regionale erhvervsudviklingsindsats. Derudover drøftede Vækstforum bl.a. praktikpladser, fødevareklynge og en ny eventpulje.

Vækstforum Midtjylland vedtog onsdag sin endelige handlingsplan frem til 2015. Planen er justeret i forhold til anbefalinger fra OECD og skal sikre sammenhæng mellem den statslige og regionale erhvervsudviklingsindsats.
Derudover drøftede Vækstforum bl.a. praktikpladser, fødevareklynge og en ny eventpulje.

Der er lagt vægt på, at de statslige og de regionale initiativer spiller sammen i den handlingsplan, som Vækstforum for Region Midtjylland vedtog på sit møde onsdag.
Dermed har de 20 vækstforummedlemmer lyttet til de anbefalinger, som OECD kom med i en rapport om de midtjyske vækstmuligheder. Den endelige version af handlingsplanen har således afventet, at der forelå en vækstpartnerskabsaftale mellem regionen og regeringen, og denne er nu indarbejdet.

Styrkepositioner
Vækstforum vil fortsat koncentrere indsatsen og støttemidlerne om initiativer inden for otte indsatsområder.
Det er først og fremmest energi og miljø, fødevarer, velfærdsinnovation og turisme. Derudover investeres i gode rammebetingelser på de områder, der har betydning for virksomhedernes evne til at begå sig i den globale konkurrence – nemlig innovation og forretningsudvikling, digitalisering, iværksætteri samt uddannelse og forretningsudvikling.

45 nye initiativer
Siden 2007 har Vækstforum og Regionsrådet for Region Midtjylland støttet 450 projekter med en samlet projektøkonomi på 2,8 mia. kroner. Nogle af dem har allerede resulteret i vækst og nye arbejdspladser, mens andre virker mere indirekte og har en længere horisont.
Frem til 2015 vil der være igangsat yderligere 45 initiativer, som udmøntes i et samarbejde med staten og de øvrige regioner.

Flere praktikpladser
På Vækstforums møde onsdag drøftede medlemmerne desuden en af arbejdsmarkedets udfordringer, nemlig de manglende praktikpladser. I Region Midtjylland står 5.600 unge stadig uden en praktikplads 10 måneder efter, at de har gennemført deres grundforløb på en erhvervsskole.
”Nu er der sat en række initiativer i gang for at få de unge til at vælge en erhvervsuddannelse, og nu har vi et medansvar for at sikre det nødvendige antal praktikpladser ude i virksomhederne, så de også kan færdiggøre uddannelsen”, siger formanden for Vækstforum Bent Hansen efter mødet.
”Vi har besluttet, at vi nu får undersøgt, hvordan vi kan medvirke til at få skabt flere praktikpladser til de unge. Og efterfølgende er vi klar til at sætte yderligere midler af til formålet”, siger Bent Hansen.

Dansk fødevareklynge
Vækstforums møde bragte desuden Region Midtjylland et skridt nærmere etableringen af en national fødevareklynge. Det blev nemlig besluttet at bede regionsrådet bevilge en mio. kroner til opstart af den såkaldte Danish Food Cluster.
I Vækstpartnerskabsaftalen 2013 slås det fast, at Region Midtjylland er en central aktør i forhold til en national og international fødevaresatsning. Danish Food Cluster skal sikre regionens virksomheder og videninstitutioner adgang til et nationalt netværk med internationale perspektiver. Men samtidig får nationale og internationale virksomheder bedre adgang til de særlige kompetencer, der er forankret her i regionen.

10 mio. til events
Som led i indsatsen for en international vækstregion foreslår Vækstforum nu at afsætte en pulje på op til 10 mio. kroner til events, der vurderes at have en positiv effekt på den regionaløkonomiske udvikling – eksempelvis cykelløbet Giro d' Italia.
Forslaget tager udgangspunkt i, at oplevelsesøkonomien spiller en stadig stigende rolle for et områdes image. Store, spektakulære events kan gøre regionen kendt i udlandet som et attraktivt og spændende investeringsområde og medvirke til, at regionen også fremover kan tiltrække og fastholde udenlandske medarbejdere, studerende og talenter.


Se Vækstforums dagsorden for mødet onsdag


Flere oplysninger:
Bent Hansen, formand for
Vækstforum i Region Midtjylland
Telefon: 7841 0010 / 4031 3707
bent.hansen@rr.rm.dk

Pia Fabrin
Sekretariatet for Vækstforum
Telefon: 7841 1103
Pia.fabrin@ru.rm.dk