Patienternes sundhedsplan
Patienterne skal for bordenden, både når beslutningerne om deres behandling bliver truffet, når behandlingen foregår, og når kvaliteten skal tjekkes. Den tilgang gennemsyrer hele Region Midtjyllands nye sundhedsplan.
Arkiv /Foto: Niels Aage Skovbo
Patienterne skal for bordenden, både når beslutningerne om deres behandling bliver truffet, når behandlingen foregår, og når kvaliteten skal tjekkes. Den tilgang gennemsyrer hele Region Midtjyllands nye sundhedsplan.
I fuldstændig enstemmighed har regionsrådet for Region Midtjylland netop vedtaget en ny sundhedsplan: ”Fælles ansvar for sundhed”.
En af de dominerende overskrifter hedder ”På patientens præmisser”.
- Mødet i sundhedsvæsenet er et møde mellem to eksperter. Den sundhedsprofessionelle med sin faglige viden og patienten, der er ekspert i at leve med sin egen sygdom og hvad den betyder i dagligdagen, siger regionsrådets formand, Bent Hansen (S) og tilføjer:
- Den kendsgerning tager vi nu alvorligt. Men det kommer ikke af sig selv. Patienten får først plads for bordenden, hvis personalet aktivt spørger mere ind til patientens perspektiv.
Hørte høringssvar
Men ”På Patientens Præmisser” er ikke kun plusord. I nogle tilfælde, kan man have brug for en ekspert, der vil tage over, og træffe de nødvendige beslutninger.
”Det er en balancegang. Jeg vil gerne selv hjælpe, men nogle gange er det jo f.eks. en sygeplejerske, der skal tage ansvaret”, siger en patient eksempelvis i Sundhedsplanen.
Også personalet giver i deres høringssvar udtryk for, at der er tale om en balancegang. Alle er enige om, at der kan være for lidt patientinddragelse. Men der kan altså også være for meget.
I høringssvaret fra medarbejderne på Regionshospitalet Horsens skriver de, at ”Hvis patienten bestemmer er der en risiko for at miste de svage patientgrupper, hvilket øger risikoen for ulighed i sundhed”.
Lægerne er i deres høringssvar inde på, at patienterne ikke skal foregøgles, de har frit valg på alle hylder.
Bent Hansen kvitterer for personalets væsentlige bekymringer, som han mener er samlet godt op i den endelige udgave af sundhedsplanen.
- At vi skal have mere social lighed i sundhed var i forvejen et væsentligt element i udkastet. Nu er det blevet slået endnu mere fast, siger han.
Hårde fakta og kolde data
Er hele sundhedsplanen så udtryk for, at bare vi snakker godt med patienterne, så skal det hele nok blive bedre?
- Nej. Patientens perspektiv kan ikke styre vores sundhedsvæsen alene. Med sundhedsplanen sætter vi skarpt fokus på udvikling af kvaliteten og på forskning. Men i begge tilfælde tænker vi igen patienternes erfaringer med i arbejdet. Vi kan simpelthen ikke undvære patientens perspektiv, hvis vi skal have et sundhedsvæsen i verdensklasse, siger Bent Hansen.
Sundhedsplanen er blevet vedtaget af et afgående regionsråd. Når de nyvalgte medlemmer træder til efter nytår, bliver det dem, der skal føre sundhedsplanen ud i livet.
- Vi har givet stafetten videre, og vi har sikret, at der er blus på, siger Bent Hansen.
Fakta
• Regionerne skal i hver valgperiode vedtage en sundhedsplan
• Regionens seneste sundhedsplan blev vedtaget i 2009
• Sundhedsstyrelsen har givet rådgivning i forhold til høringsudgaven af Sundhedsplanen
• Sundhedsplanen har været i høring hos en lang række interessenter. Blandt andet medarbejdere, kommuner og praktiserende læger.
Generelt har de været positive overfor de grundlæggende tanker i planen.
Find høringssvarene på regionens hjemmeside rm.dk
• Download den fulde sundhedsplan fra rm.dk:
Flere oplysninger
• For information om sundhedsplanens faglige indhold: Kontorchef i Sundhedsplanlægning, Charlotte Toftgård Nielsen: 7841 2030 / 6011 0824 / charlotte.toftgaard@stab.rm.dk
• Regionsrådsformand i Region Midtjylland, Bent Hansen (S): 7841 0010 / 4031 3707 / bent.hansen@rr.rm.dk
• Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer på: http://www.rm.dk/politik/regionsradsmedlemmer/
• Region Midtjyllands pressevagt svarer alle hverdage fra kl. 8 til kl. 17 på tlf. 7841 0666