16-10-2013



Der er masser af inspiration at hente, når Region Midtjylland 22. oktober uddeler TurismeVÆKSTprisen for anden gang. Det foregår i samarbejde med Midtjysk Turisme ved Turismekonferencen på Scandic Silkeborg.

Hvordan skal den det midtjyske turismeerhverv få del i det globalt voksende marked i de kommende år?

Nogle af svarene på det spørgsmål vil være at finde på Scandic Silkeborg på tirsdag, når Region Midtjylland udpeger modtagerne af årets TurismeVÆKSTpris.

De 25 kandidater til prisen har nemlig på forskellig vis tænkt nye tanker og omsat dem i handling – typisk med flere besøgende, større omsætning og måske også flere medarbejdere som resultat.

Ved prisoverrækkelsen vil en del af de 25 indstillede kandidater være til stede, og de er formentlig mindst lige så spændte som det øvrige publikum. Navnene på prismodtagerne offentliggøres nemlig først ved denne lejlighed.

Hovedpris og temapriser
Region Midtjyllands TurismeVÆKSTpris består af en hovedpris og to temapriser. Hovedprisen belønnes med 75.000 kroner og en bronzeskulptur, mens der er 25.000 kroner til hver af temapriserne.

I år går den ene temapris til en kandidat, der har markeret sig på salg og markedsføring i udlandet, mens den anden belønner innovative forretningskoncepter, der bygger på samarbejde og organisering mellem turismeaktører og skaber meromsætning.

Vinderne i fjor
Hovedprisen gik i 2012 til konceptet Small Danish Hotels, et samarbejde mellem 100 danske kroer, hoteller, slotte og herregårde.

De to temapriser à 25.000 kroner rettet mod henholdsvis bæredygtighed og kompetenceudvikling gik henholdsvis til Solbaaden i Ry, en CO2-neutral og soldreven udlejningsbåd, og til konceptet Scandinavian Destination Sustainability Index, der skulle gøre Aarhus og Region Midtjylland til en del af verdens første klassificerede bæredygtige møderegion.
Derudover fik publikumsmagneten Sandskulpturfestival Søndervig en tillægspris på 10.000 kroner.


Se listen over de indstillede kandidater – med begrundelser
Se mere om prisen på www.turismevækstprisen.dk

Pressen er velkommen til at deltage i prisoverrækkelsen, der foregår klokken 14 – eller i hele konferencen.
Se program for konferencen


Billedtekst:
Bronzeskulpturen, der ledsager hovedprisen, er udformet af Thomas Andersson fra Mesing ved Skanderborg. Fotoet er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen. Få det i høj opløsning ved at klikke på det.


Flere oplysninger
Erik Sejersen, afdelingsleder
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 7841 1700 / 2068 5588
erik.sejersen@ru.rm.dk

Jens Hausted, direktør for
Midtjysk Turisme
Telefon: 8921 2281 / 2332 9009
jha@midtjyskturisme.com
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne