Aarhus Universitet og Region Midtjylland udnævner Diagnostisk Center på Regionshospitalet Silkeborg til universitetsklinik.




Aarhus Universitet og Region Midtjylland udnævner Diagnostisk Center på Regionshospitalet Silkeborg til universitetsklinik.

Det betyder, at såvel patienter som behandlere kan se frem til en styrket, forskningsbaseret indsats inden for udvikling af innovative patientforløb.

Aarhus Universitets og Region Midtjyllands tætte samarbejde resulterer nu i, at Diagnostisk Center på Regionshospitalet Silkeborg bliver anerkendt som universitetsklinik.

Det betyder, at universitetet og regionen styrker arbejdet med at udvikle nye former for sammenhængende, hurtige og strømlinede patientforløb. I forskningssammenhænge hedder Diagnostisk Center fremover ”Universitetsklinik for Innovative Patientforløb”.

Vil tiltrække de dygtigste forskere
”Universitetsklinik for Innovative Patientforløb er et glimrende eksempel på, at forskningsbaseret behandling af høj kvalitet også findes andre steder i regionen end i Aarhus. Centret leverer fremragende forskning af international klasse.

Med status som universitetsklinik forventer vi, at Diagnostisk Center i endnu højere grad vil kunne tiltrække og fastholde de dygtigste forskere - til glæde for både patienterne og for forskerkollegerne ude i miljøerne,” siger sundhedsvidenskabelig dekan ved Aarhus Universitet, Allan Flyvbjerg.

Centret er utraditionelt organiseret. Det rummer alle de medicinske specialer på Regionshospitalet Silkeborg samt medicinsk kræftbehandling og radiologisk diagnostik (røntgen, MR, CT og ultralyd). Det har givet helt nye og fleksible muligheder i den daglige tilrettelæggelse af arbejdet. Patienten undersøges nu af et team af eksperter fra forskellige, relevante specialer - oftest på én og samme dag.

Nyder national og international anerkendelse
Eksperterne arbejder sammen om at stille patientens diagnose. Arbejdsgangen er en gevinst især for de mange patienter, som lider af flere sygdomme, og som derfor har behov for flere specialisters hjælp på samme tid.

Diagnostisk Center har på kort tid høstet stor national og international anerkendelse for sit udviklingsarbejde, som også involverer det kommunale sundhedsvæsen og de praktiserende læger.

”Vi har vist nye veje til en struktur, som imødekommer patienternes behov for et sammenhængende, hurtigt undersøgelsesforløb. Vi har mange forskere, der arbejder med at dokumentere, at vores udviklingsarbejde gør en forskel, så resultaterne kan udbredes til andre hospitaler. Og tilknytningen til Aarhus Universitet som universitetsklinik bliver et godt rygstød i forskningsarbejdet,” siger ledende overlæge, ph.d. Ulrich Fredberg fra den nye universitetsklinik.

Skarp profil som forskningshospital
”Udnævnelsen til universitetsklinik er Aarhus Universitets officielle anerkendelse af kvaliteten og omfanget af centrets forskningsarbejde. Samtidig er udnævnelsen nøglen til at udbygge forskningsindsatsen yderligere i bestræbelserne på at komme patienterne i møde med hurtig undersøgelse og behandling af dokumenteret høj faglig kvalitet.

For Hospitalsenhed Midt har det stor strategisk betydning, at vi kan vise en skarp profil som forskningshospital,” understreger lægefaglig direktør Christian Møller-Nielsen fra Hospitalsenhed Midt.

Han tilføjer, at Hospitalsenhed Midt sammen med Aarhus Universitet arbejder på at få oprettet et professorat inden for universitetsklinikkens arbejdsområde.

Indtil videre varetager ledende overlæge, ph.d. Ulrich Fredberg funktionen som forskningsleder.

Universitetsklinik for Innovative Patientforløb på Regionshospitalet Silkeborg er den fjerde enhed, som Aarhus Universitet og Region Midtjylland i fællesskab udnævner til universitetsklinik.

Tidligere har også Regionshospitalet Hammel Neurocenter, afdelingen for Medicinsk Forskning i Holstebro og Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning opnået status af universitetsklinik.

Yderligere oplysninger
  • Dekan Allan Flyvbjerg, Aarhus Universitet, tlf. 5177 9548 / alf@adm.au.dk
  • Lægefaglig direktør Christian Møller-Nielsen, Hospitalsenhed Midt, tlf. 7844 1003 / 2098 5601
  • Ledende overlæge Ulrich Fredberg, Universitetsklinik for Innovative Patientforløb, tlf. 7841 7800 / 6170 3232