Ny forskning giver indsigt i, hvorfor nogle patienter får en blodprop på trods af blodfortyndende medicin
Ny forskning giver indsigt i, hvorfor nogle patienter får en blodprop på trods af blodfortyndende medicin
Patienter med tidligere blodprop i hjertet har overaktive blodplader og danner blodpropper, som tager længere tid at nedbryde sammenlignet med patienter, som ikke tidligere har haft en blodprop. Det viser et nyt studie fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet. I studiet indgik 177 patienter med åreforkalkning i hjertets kranspulsårer, hvoraf 116 tidligere havde fået en blodprop i hjertet på trods af blodfortyndende behandling med hjertemagnyl.
Hjerte-kar-sygdom er den næsthyppigste dødsårsag i Danmark, og hvert år rammes omkring 10.000 danskere af en blodprop i hjertet. For at forebygge nye blodpropper får patienter med tidligere blodprop i hjertet livslang blodfortyndende behandling med hjertemagnyl, der hæmmer blodpladerne. Blodplader er celler i blodet, der er vigtige for blodets evne til at kunne størkne. Selvom behandlingen er effektiv og veldokumenteret, oplever nogle patienter alligevel at få nye blodpropper.
Resultaterne fra dette studie viser, at det kan være relevant at måle effekten af hjertemagnyl for at identificere patienter med øget risiko for ny blodprop i hjertet. Studiet viser, at dette kan gøres ved at undersøge blodpladernes evne til at klumpe sammen, samt - som noget helt nyt - muligvis også ved at undersøge strukturen i blodpropperne, og hvordan de nedbrydes.
Perspektivet er, at undersøgelser af blodplader og blodpropper på sigt kan hjælpe til at forbedre behandlingen af den enkelte patient. Men indtil videre er anbefalingerne for anvendelse af blodfortyndende behandling fortsat uændrede.
Yderligere information: 1.reservelæge, ph.d. Erik Lerkevang Grove; erikgrove@dadlnet.dk.
Resultaterne er publiceret i følgende originalartikel:
Neergaard-Petersen S, Ajjan R, Hvas AM, Hess K, Larsen SB, Kristensen SD, Grove EL. Fibrin clot structure and platelet aggregation in patients with aspirin treatment failure. PLoS One. 2013 Aug 19;8(8):e71150.